23948sdkhjf

Ny status til renovering

Renovering er det sorte får i byggebranchen. Det haster med at ændre farven til hvid, hvis ikke endnu flere milliarder skal fosse ud af den danske bygningsmasse. Kernepunkter er motivering af bygningsejerne og mere innovation
Der innoveres meget lidt i byggebranchen og produktivitet og kvalitet øges kun langsomt. Derfor er der behov for mere såkaldt “vidensmodtagelighed", ikke kun på uddannelserne men også i byggeriets virksomheder.

Og måske i særdeleshed i de virksomheder, der arbejder med bygningsrenovering.

Det fremgår af den rapport fra Tænketank om Bygningsrenovering, der netop er blevet udgivet.

I en tid, hvor byggeaktiviteten i forvejen er lav, nærmer det sig kritiske tilstande, at heller ikke renoveringsaktiviteten følger med det forfald, der naturligt sker i den eksisterende bygningsmasse.

Derfor foreslår rapporten, at der oprettes en såkaldt best-case database over innovation af renoveringsprocessen. Desuden skal der etableres flere træningsforløb i innovation på byggepladserne, målrettet de enkelte faggrupper.

Men først og fremmest skal der arbejdes videre med motivationen til renovering. Og det begynder hos de store:

- De professionelle bygningsejere har for længe siddet på hænderne. Nu må renovering på dagsordenen, men det kræver, at der fjernes noget usikkerhed om, hvor dyrt det er, og hvor let eller svært det er at få ørenlyd hos bevillingssystemerne, siger Henrik Bang, direktør i Bygherreforeningen. Han understreger, at uden strategisk tænkning og uden indbyggede “energigulerødder", går det ikke.

Flere guidelines

Det samme er Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri inde på. Han siger til Licitationen - Byggeriets Dagblad:

- Det er nødvendigt med mere konkrete guidelines, der kan hjælpe os med at vurdere, om en renovering kan betale sig. I dag kan det være svært at gennemføre, fordi der ikke altid udarbejdes de nødvendige beregninger, siger han.

Der er bred enighed i branchen om, at renoveringsopgaver ikke længere må være lavstatus blandt byggeriets aktører og udførende. Alene opvarmning i den eksisterende bygningsmasse står for 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug.

Men den store spiller i diskussionen, de private bygningsejere, holder sig tilbage, fordi de støder på forestillinger om, at det er for dyrt og besværligt.

- Der mangler fokus på de gode løsninger, der kan inspirere, skriver rapportens forfattere, der blandt andre tæller Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Og netop de to har netop stiftet en ny pris, Renover Prisen 2013.

Licitationen - Byggeriets Dagblad har indgået mediepartnerskab med projektet og sidder i valgkollegiet. Som noget nyt adskiller prisen sig fra andre ved at præmiere et samlet projekt frem for en enkelt bidragyder, som for eksempel arkitekten. Prisen hylder derfor det gode samarbejde på tværs af fagligheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078