BoligJobordningen vil mildne krisen
Udsigt til et stort set uændret antal konkurser i 2013
I årets første to måneder er 119 virksomheder i bygge- og anlægsbranchen gået konkurs. Holder det niveau resten af året, bliver der kun tale om et beskedent fald i antallet af konkurser i forhold til 2011 og 2012.
Lidt mindre surt
- I et surt marked skal vi imidlertid glæde os over, at BoligJobordningen fortsætter. Den er med til at gøre klimaet lidt mindre surt, og da det især er små og mellemstore virksomheder, der har glæde af BoligJobordningen, og samtidig også mange af dem, der har det endog meget svært, kan ordningen formentlig også holde et vist antal konkurser fra døren, vurderer Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri.
I 2012 gik i alt 752 byggevirksomheder konkurs. Fortsætter tendensen fra årets første to måneder, vil flere end 700 virksomheder bukke under også i år.
- Det er den private tillid, der skal skabe væksten, og vi må desværre konstatere, at netop forbrugernes tillid er i bund og at de derfor holder på pengene, siger Andreas Fernstrøm.
Fradrag for 3,5 mia.
Dansk Byggeri vurderer, at BoligJobordningen alene i år vil give beskæftigelse til omkring 5.000 personer. Det forventes, at boligejerne vil anvende håndværkerfradraget i lige så stor grad som i 2012.
Endnu kender man ikke det endelige omfang af borgernes brug af fradraget i 2012. En foreløbig opgørelse fra Skat viser, at der pr. 18. februar var foretaget indberetning af servicefradrag på knap 3,5 mia. kroner. Skat forventer, at tallet stiger væsentligt i forbindelse med udfyldelse af selvangivelserne. Skatteyderne har mulighed for at selvangive servicefradrag frem til 1. maj.
Skats opgørelse viser, at 95 procent af fradragene er benyttet til vedligeholdelse af boligen, mens tre procent er gået til havearbejde.
I 2011 benyttede 337.000 personer håndværkerfradraget og foretog fradrag for tilsammen 3,2 mia. kroner.