Skat truer retssamfundet
Sådan beskriver Skat selv situationen omkring den klapjagt, der er indledt mod såvel danske som multinationale selskaber. Det betyder i praksis, at “fører vi 100 sager, vinder vi de 50".
Selvfølgelig skal både virksomheder og borgere betale den skat, de er forpligtet til. Men man må spørge sig selv, om det er et retssamfund værdigt, at Skat i halvdelen af de førte sager kommer ud som tabere. Skat kan altså helt uden omkostninger for dem selv skyde med spredehagl i håbet om, at hver andet hagl rammer.
Og rammer de uskyldige, kan de virksomheder, der anklages af Skat, ikke fratrække udgifter til eksempelvis advokater og revisorer for at føre en retssag, hvor de har mulighed for at prøve Skats påstande ved en domstol. Skat kan derimod uden at skænke omkostningerne en tanke føre retssagerne. De henter bare pengene i statskassen.
Det skaber en reel risiko for, at virksomheder, der uskyldigt anklages af Skat, undlader at kæmpe for deres ret. Det bliver nemlig meget nemt dyrere at få ret end bare at bøje sig for magthaverne. Det er dybt krænkende for både retssikkerheden og retsbevidstheden.
I det hele taget udvikler Skat sig i disse år i retning af en “stat i staten" - en magthaver der i stigende grad tiltager sig rettigheder, som skaber tvivl om Grundlovens beskyttelse af borgerne.
Jo mere magt, Skat får, jo mere har man samtidig stækket borgernes og virksomhedenes reelle muligheder for retsbeskyttelse. Ind imellem laver Skat endda deres helt egne regler, der med kammeradvokatens ord er “klart ulovlige og ansvarspådragende". Konsekvensen er, at Skat nu skal gennemgå 25.000 sager, der er ulovligt behandlet.
Det er vigtigt for et velfærdssamfund at have en effektiv og retfærdig skattelovgivning. Det er såmænd også vigtigt at have et effektivt skattevæsen. Men grænsen går, hvor dette skattevæsen udvikler sin egen “retskultur" og begynder at optræde i rollen som enevældens ridefogeder. Det er op til politikerne at sikre borgerne og virksomhederne mod, at den grænse ikke overskrides.
