Positivt at sænke dækningsafgift
I Nordsjælland har Fredensborg, Allerød, Hørsholm, Hillerød og andre kommuner valgt at drøfte en sænkelse af den særlige dækningsafgift over for erhvervslivet i forbindelse med næste års budget.
- Det mest optimale er selvfølgelig, hvis dækningsafgiften helt fjernes, så de lokale virksomheder ikke skal betale en særskat, som mange andre kommuner slet ikke opkræver. Men træerne gror jo ikke ind i himlen, og derfor er en sænkning et skridt i den rigtige retning. Ros til politikerne for det, siger formand for Dansk Byggeri Nordsjælland Jørgen Simonsen i en kommentar til drøftelserne.
Han håber derfor, at politikerne gør alvor af snakken, og dermed tager endnu et skridt i den erhvervsvenlige retning. De nordsjællandske kommuner opkræver tilsammen i 2012 mere end 240 mio. kr. i dækningsafgift heraf opkræver de fire kommuner mere end 108 millioner kroner.