Mere medvind i aftalesystemet
civilingeniør, cand. jur., Niras
Kort før sommerferien skrev jeg et indlæg om byggeriets parters overvejelser om en gennemgribende revision af byggeriets aftalesystem AB92, ABT93 og ABR89.
Indholdet var af de beskrevne grunde holdt i en sarkastisk form ikke mindst som modvægt til de følelsesladede, mindre saglige indlæg på et nyligt afholdt seminar.
Dansk Byggeri har nu taget bolden op og dels gennemført en medlemsundersøgelse af medlemmernes syn på det nugældende aftalesystem – herunder hvilke forhold som bør ændres - dels afholdt en konference om emnet og i den forbindelse inviteret en række af byggeriets parter til at redegøre for deres synspunkter.
Først medlemsundersøgelsen. Den viste groft sagt, at de udførende fandt aftalekomplekset velfungerende og forståeligt, men i for mange situationer skæmmet af bygherrernes trang til mere eller mindre forståelige ændringer og tilføjelser.
Det er tankevækkende, at et aftalekompleks, som er blevet til i lyset af en mere end 100-årig byggetradition, respekteres af den ene part i byggeprocessen, men undsiges af den anden part. Begge parter har deltaget i tilblivelsesprocessen, og begge parter forventes loyalt at leve op til forhandlingsresultatet.
Hvad er det så bygherresiden er så utilfreds med? Repræsentanter fra henholdsvis Bygherreforeningen og en offentlig bygherre afgav indlæg på konferencen.
Bygherreforeningens synspunkter kan efter undertegnedes opfattelse sammenfattes i et ønske om i en længere periode end de nuværende cirka fem år at kunne gøre ansvar gældende overfor en rådgiver eller entreprenør, hvis projektet på et eller flere punkter ikke lever op til kontraktens krav.
Synspunktet er forståeligt, men er ikke i harmoni med de tanker, der for eksempel ligger bag den nyligt gennemførte revision af forældelseslovgivningen og kan næppe indføres aftalemæssigt. En løsning ligger snarere i, at bygherrerne opstiller krav, som kan verificeres inden for den reklamationsfrist, der gælder i dag.
Den offentlige bygherre havde primært problemer med for mange (uvæsentlige) mangler ved byggerierne. Det er klart et reelt problem, hvis et skolebyggeri, som skal stå færdigt til et nyt skoleår, er behæftet med mangler i et omfang, som bevirker, at der går håndværkere og mangelsafhjælper i konkurrence med lærernes undervisning.
Løsningen er nem at påpege, men svær at gennemføre: Bedre projektledelse. Men én ting er sikkert: En revision af byggeriets aftalesystem vil ikke løse problemet.
De udførende har også deres problemer: For mange ændringer til standardaftalerne (også nævnt i medlemsundersøgelsen) og for dårlige/ufærdige projekter, som medfører urimeligt mange tidsrøvende og omkostningstunge revisioner. Det var en udbredt opfattelse, at projekterne blev udbudt for tidligt, det vil sige inden der var færdigprojekteret, og som det blev udtrykt af en af deltagerne:
Det kan godt være, der spares tre måneder i startfasen ved at projektere og bygge samtidigt, men det sættes til i den sidste ende, og resultatet bliver dårligere – også samtlige deltagendes økonomiske resultat.
Men der er vel ingen, som tror, at en revision af aftalesystemet fører til bedre – mere færdige – projekter.
Jeg tror, alle er klar over, at det, der skal til, er mod og mandshjerte hos byggeriets parter til at sige fra overfor urimelige og uhensigtsmæssige tidsfrister. Da jeg var ung, lærte de unge piger af deres mødre, at de skulle sige nej. De, der ikke tog ved lære, blev gravide i utide, og det var stor skam. Jeg tror, at byggeriets parter med fordel kan tage denne lære til sig og derved præstere flere vellykkede byggerier, hvilket i høj grad er både tiltrængt og ærefuldt.
Og så er vi tilbage ved puddelens kærne: Skal byggeriets aftalesystem revideres?
Jeg ved det ikke, og indtil videre har argumenterne for en revision været fattige, eller nærmest ikke-eksisterende. For vist er der problemer med byggeriet, jf. ovenfor.
Men det er jo netop ikke aftalegrundlaget, der giver problemerne, men andre forhold. Man kan ikke lade være med at tænke på Storm P’s tegning af manden, der står under gadelygten og leder efter sin tabte gadedørsnøgle. Det er ganske vist ikke der, han har tabt den, men det er der, man kan se.
Hvorom alting er, lad os få en ordentlig debat om emnet, og hvis der herefter er et behov for revision, så tager vi fat med krum hals og løftet hale.
En lapidarisk henvisning til, at det nuværende system er 20 år gammelt, forekommer bare for tyndt.
