23948sdkhjf

Hospital får rundt parkeringshus

E. Pihl & Søn A/S er udvalgt som totalentreprenør til opførelsen af det nye parkeringshus på Glostrup Hospital
I efteråret 2014 kommer de første biler til at køre ind i et nyt, grønt parkeringshus ved Glostrup Hospital.

Det bliver opført af entreprenørfirmaet E. Pihl & Søn A/S, der var blandt de fem udvalgte totalentreprenører, som blev inviteret til at komme med et tilbud på det nye parkeringshus.

De fem tilbud er blevet vurderet af projektorganisationen på Glostrup Hospital i samarbejde med Bascon som udbudsrådgiver og Rambøll som bygherrerådgiver ud fra parametre som for eksempel økonomi, arkitektur, funktionalitet og bæredygtighed.

- Vi er meget imponerede over den kreative og seriøse indsats, de bydende har lagt for dagen, i bestræbelserne på at leve op til de mange krav i udbuddet. Det var utrolig tæt løb, og vi er helt sikre på, at det vindende projekt vil imødekomme hospitalets ønsker og behov, fortæller drifts- og projektchef Morten Christiansson.

Ud over E. Pihl & Søn består vinder-teamet af Christensen & Co Arkitekter A/S som arkitektrådgiver og Grontmij A/S som ingeniørrådgiver.

Bæredygtigt byggeri

Det nye parkeringshus bliver lidt af et særsyn på de danske breddegrader. Det får nemlig en beplantet facadevæg.

Hospitalet stillede fra start af krav om, at halvdelen af facaden skulle være beplantet, og det vindende projekt spiller smukt sammen med den eksisterende træbeplantning i området.

- Vi har lagt stor vægt på bæredygtighed. Derfor bliver det nye parkeringshus blandt andet konstrueret, så energiforbruget bliver reduceret kraftigt, og miljøbelastningen fra materialer bliver minimal, siger Morten Christiansson.

Fremtidens hospital

Parkeringshuset bliver opført på det, der i dag er hospitalets fjerneste parkeringsareal. Det betyder, at det kommer til at ligge tæt på det nye neurorehabiliteringshus, som skal opføres i samme område og som skal stå færdigt i 2018.

Den nye bygning skal løse de parkeringsproblemer, som er blevet forværret i takt med, at antallet af ambulante behandlinger er steget. Samtidig skal parkeringshuset opfylde det kommende behov for flere parkeringspladser, som følger med det nye neurorehabiliteringshus.

Parkeringshuset får omkring 400 parkeringspladser og har en kontraktsum på cirka 50 mio. kroner. Selve detailprojekteringen begynder efter kontraktindgåelsen, og udførelsen af parkeringshuset begynder i efteråret 2013.

Det nye parkeringshus er planlagt til at stå færdigt og blive taget i brug i slutningen af 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125