23948sdkhjf

Hjulene i dansk økonomi kører lige nu baglæns

2012 var et sort år for dansk økonomi. Væksten er negativ, og det belaster både beskæftigelsen og ledigheden.
Dansk økonomi har svært ved at komme i gang - og faktisk gik den baglæns i årets sidste kvartal, viser tal fra Danmarks Statistik.

Bruttonationalproduktet BNP faldt med 0,9 procent i fjerde kvartal i forhold til kvartalet før, viser tallene. Og cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Lone Kjærgaard kalder faldet for "lidt af en overraskelse".

- Det er ikke i sig selv overraskende, at BNP faldt. Størrelsen af faldet kommer dog noget bag på os. En væsentlig del af faldet kan dog tilskrives, at væksten i kvartalet inden er blevet revideret op, siger hun i en kommentar til tallene.

Finansminister Bjarne Corydon (S) siger, at tallene med al ønskelig tydelighed viser, at 2012 ikke var et godt år for dansk økonomi, og at krisen ikke har sluppet sit tag Danmark. Han mener dog, at regeringen kan takle problemet:

- Med Vækstplanen understøtter vi væksten her og nu med et markant investeringsløft i det offentlige. Vi skaber et robust grundlag for at vores virksomheder bliver stærke, så de er rustet til at gribe ud og få fuldt udbytte af opsvinget, når det kommer, siger han.

Der er en forklaring på det store fald. Det er drevet af et fald i eksporten på 1,6 procent. Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Bank, siger, at dansk økonomi er ramt på to fronter:

- Afsætningen til udlandet lider under krisen i Europa, og privatforbruget ligger underdrejet, fordi husholdningerne herhjemme sparer op. Og konsekvensen af det bliver så, at investeringsaktiviteten også udvikler sig svagt, siger han.

For hele 2012 faldt BNP med 0,6 procent. Og dansk økonomi står stadig overfor store udfordringer, da en negativ vækst belaster beskæftigelsen og ledigheden.

- Her totredjedele inde i årets første kvartal, må vi konstatere, at den økonomiske situation stadig ikke er vendt rundt. Skimter vi videre ud i 2013 er der dog håb om, at økonomien langsomt kan begynde at bedre sig, lyder det fra Lone Kjærgaard.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11