23948sdkhjf

Fra driftsslave til vækstherre i eget hus

Virksomhedsledere skal uddannes til at tage de rette beslutninger, ellers kan det ende galt for firmaet, mener ejerlederen Niels Techen, der selv har deltaget i udviklingsprogrammet Vækst Via Ledelse
- Det handler om at blive morgendagens vinder i stedet for morgendagens taber. Hvis man skal klare den som byggevirksomhed i dag med den minimale indtjening, der er, skal man være klædt på som leder til både at kunne uddelegere ansvar, tænke strategisk og i det hele taget tage de rette beslutninger. Man skal være omstillingsparat, og det skal man lære. Ellers kan det ende galt.

Denne udtalelse kommer fra Niels Techen, der ejer den 35 år gamle tømrer- og snedkervirksomhed, Helmer Christiansen A/S, i Karlslunde ved København.

Den 50-årige civilingeniør er en energisk mand. Ud over at stå i spidsen for et byggefirma med omkring 35 ansatte er Niels Techen formand for Håndværksrådet og Dansk Håndværk.

Virksomhed i Tyrkiet

Oven i det er han i fuld gang med at etablere en homecare-virksomhed i danskerparadiset Alanya ved sydkysten i Tyrkiet. Det betyder, at han ofte er hjemmefra.

At holde alle de bolde i luften kræver, at Niels Techen er god til at disponere. Og det har et intenst udviklingsprogram for virksomhedsledere kaldet Vækst Via Ledelse bidraget til. Det EU- og statsstøttede uddannelsesforløb for ledere har været en stor øjenåbner for ham.

- De fleste håndværksfirmaer med mestre og ejerledere ledes primært på basis af mange års erfaring og en mavefornemmelse. Sådan har det fungeret i mange år, men det holder simpelthen ikke mere. I dag er indtjeningen i byggebranchen i forhold til omsætning så minimal, at der ikke er råd til fejltagelser. Så hvis du både skal sikre virksomheden og din egen livskvalitet, er du nødt til at få et fagligt input som leder. Hvis du ikke dygtiggør dig, skal du knokle konstant og ender med et firma, der i bedste fald overlever til du går på pension og ikke kan sælges, siger Niels Techen.

Nægter at knokle sig ihjel

Men han nægter at knokle sig ihjel. Niels Techen vil kunne lide at gå på arbejde.

På et tidspunkt var Helmer Christiansen A/S oppe på 75 mand, og det var en fejl.

- Jeg fandt ud af, at det ikke er lykken at være et så stort firma for mig. Det bliver simpelthen for omfattende og krævende. Derfor droslede vi ned igen. Men vi er et firma, der har travlt fra 1. marts til 1. januar, også alt for travlt. Og da jeg samtidigt også havde lyst til andre projekter, meldte jeg mig til udviklingsprogrammet Vækst Via Ledelse for at få nogle redskaber til at ændre situationen. Og det er lykkedes.

Niels Techen har gennem VVL ændret lederadfærd og -strategi. Ved hjælp af medarbejderinterview om ham, selvanalyse og samtaler med kolleger fra andre virksomheden på et VVL-internat fik han afklaret og sat ord på problemerne. Det har ført til handling både i adfærd, ændret struktur i virksomheden, nyt IT-system og nye samarbejdspartnere.

- Der var mange af deltagerne, som var frustrerede i starten, da de ikke fik leveret en færdigpakket facitliste på deres daglige problemer. Men den eksisterer ikke. Men VVL-forløbet giver dig nogle redskaber og erkendelser af dig selv som leder. Og det kan føre til, at du ændrer adfærd, siger han.

Ansætte en daglig leder

Tilbage i virksomheden begyndte Niels Techen i højere grad at lytte til sine folk og sine byggeledere. Og de var frustrerede over, at deres leder grundet alle sine aktiviteter ikke altid var til stede, når der skulle tages beslutninger. Det gav en knudret og besværlig kommandovej. Så Niels Techen besluttede sig for at forfremme en af byggelederne til daglig leder. Og det forandrede hverdagen til det bedre.

- En af de store hurdler i et ejerledet firma er, at lederen opfatter sig selv som uundværlig. Men det passer selvfølgelig ikke, og beslutningen om at etablere en anden som daglig leder har gjort vores firma mere effektivt, fortæller han.

Ud over at det har gjort virksomheden mere driftsikker, har det givet Niels Techen mere tid til sit Tyrkiet-projekt. Og det er han sikker på også gavner Karlslunde-virksomheden.

Livets transportbånd

- Det er sundt at hoppe af livets transportbånd og udvikle sig både som menneske og erhvervsmand. Det giver bonus i alle aspekter af livet, og det gør mig også til en bedre leder af Helmer Christiansen. En leder, der er mere skarp i de strategiske beslutninger, siger han.

Han mener, at alle ledere af små og mellemstore virksomheder vil have gavn af Vækst Via Ledelse-programmet – men især inden for byggeri.

- Byggebranchen er meget konservativ med mange stressede ledere og fortravlede mestre, der gør, som de plejer. Det holder ikke i længden. For at sikre, at ens virksomhed kan klare den i dag og i fremtiden, skal en leder have overskud til at kunne omstille sig efter udviklingen, siger Niels Techen.

Bedre chef med Vækst via Ledelse

Vækst via Ledelse er et udviklingsprogram for ledere i små og mellemstore virksomheder (5-50 ansatte). Forløbet er relativt billigt, da det er støttet økonomisk af Danmarks Vækstråd, Erhvervsstyrelsen og EU.

Det kører over følgende tre faser:

- Screening. En samtale, hvor lederen får afdækket virksomhedens ledelsesmæssige udfordringer. Det er gratis.

- Afklaring, hvor lederen via profilværktøjer, caseøvelser og seminar finder frem til sine ledelsesbehov og definerer udviklingsmulighederne. Her er der blandt andet inkluderet et internatophold med andre virksomhedsledere. Denne fase koster 5.000 kroner.

- Videreudvikling. I denne sidste fase kan deltageren på baggrund af en konkret handlingsplan få tilskud på op til 50.000 kroner (maksimalt 50 procent) til at finansiere lederkurser, rådgivning eller specifikke kompetenceforløb målrettet lederen og virksomheden. Det koster virksomheden 5.000 kroner.

Vækst via Ledelse gennemføres i perioden 2012-2014 som et samarbejde mellem Håndværksrådet, Væksthusene, Dansk Erhverv og Syddansk Universitet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094