23948sdkhjf

Renoveringsmilliarder skal give lærepladser

Landsbyggefonden og boligselskaberne anvender frivillighed for at skabe lærepladser, når almene boligbebyggelser renoveres
Det ville betyde 138 lærepladser, hvis landets boligselskaber stillede samme krav om beskæftigelse af lærlinge som Københavns Kommune.

Sådan lyder vurderingen fra Københavns teknik- og miljøborgmester, SF’eren Ayfer Baykal, på baggrund af regeringens beslutning om at lade Landsbyggefonden fremrykke renoveringsarbejder for fire mia. kroner. Og hvis Landsbyggefonden og boligselskaber stillede krav om sociale klausuler ud fra samme kriterier, som Københavns Kommune anvender, ville det altså skabe beskæftigelse til 138 årsværk praktikanter.

Derfor stiller SF-borgmesteren krav om, at regeringen giver kommunerne ret til at stille krav om sociale klausuler i forbindelse med renoveringsprojekterne.

- De mange renoveringsmilliarder kommer ikke de unge i uddannelse til gode. Det er vanvittigt, når mange unge står uden praktikpladser. Hvis regeringen virkelig ønsker at løfte uddannelsesniveauet, skal de give kommunerne ret til at stille krav om sociale klausuler i forbindelse med disse renoveringsprojekter, siger Ayfer Baykal

På kant med reglerne

I Landsbyggefonden er der ingen planer om, at udbuddene af de mange almene renoveringsprojekter skal indeholde sociale klausuler med krav om et vist antal lærepladser. I stedet foretrækkes frivillighed.

- Vi kan ikke bruge sociale klausuler. Kommunerne kan stille krav om lærepladser, fordi det er en del af kommunens opgaver at sikre uddannelse og beskæftigelse til kommunens borgere. Sådan et formål har vi ikke, og vi ville komme på kant med reglerne, hvis anvendte sociale klausuler, siger Bent Madsen, direktør i Landsbyggefonden og i BL - Danmarks Almene Boliger.

I stedet satser BL på frivillige aftaler. Således indgik BL og Dansk Byggeri sidste år en partnerskabsaftale om praktikpladser. Med aftalen opfordres boligorganisationer og byggevirksomheder til at indgå frivillige aftaler om oprettelse af praktikpladser eller andre former for job- eller uddannelsestilbud i forbindelse med bygge- og renoveringsprojekter i de almene boligområder.

- Fordelen ved den frivillige partnerskabsaftale er, at indsatsen kan målrettes til lokalområdet. Hvis der anvendes sociale klausuler er det meget sandsynligt, at byggefirmaerne ikke har tilknytning til lokalområdet og har udenbys lærlinge med. Partnerskabet giver derfor større fleksibilitet og større mulighed for at skabe lærepladser til unge fra de enkelte boligområder, siger Bent Madsen.

Stor velvillighed

BL har ansat en projektkonsulent, som i første omgang frem til sommer skal understøtte, at konkrete partnerskabsaftaler omkring renoverings- og byggeprojekter rent faktisk omsættes til praktikpladser.

- Vi oplever stor forståelse og velvillighed fra byggevirksomhederne, som er positive for at vise socialt ansvar i det boligområde, hvor de har en større byggeopgave, siger projektkonsulent Rikke Lønne.

Indtil videre har 18 boligorganisationer indgået partnerskabsaftaler eller er langt fremme i processen.

I forbindelse med udbuddet vedlægges en hensigtserklæring, så de bydende entreprenører har en ide om, hvilke forventninger, bygherren har til det videre samarbejde. Når entreprenøren er valgt indgås der en egentlig partnerskabsaftale mellem den enkelte boligorganisation og entreprenøren. I aftalen kan indgå ønske om et vist antal praktikpladser eller mere målrettede indsatser matchet lokalområdets særlige forhold. Rikke Lønne oplyser, at man gerne ser, at en af hver ti timelønnede på et projekt er under uddannelse.

Ingen sanktioner

I modsætning til manglende opfyldelse af sociale klausuler, er der ingen sanktionsmuligheder, hvis entreprenørerne ikke lever op til partnerskabsaftalen.

- Der kan ikke bruges pisk men kun gulerod. Vi arbejder derfor på forskellige incitamenter, for eksempel branding af virksomhederne ved på det skilt, som alligevel skal sættes op ved byggepladsen, at fortælle, at her uddanner firma X et antal lærlinge. Det gør den sociale ansvarlighed synlig, siger Rikke Lønne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172