Industrien skaber rammen
Årets overenskomstslag skydes rigtigt i gang, når industriens forhandlere sætter sig sammen hvad de aftaler, får betydning for alle andre
Det sker første gang i dag.
Det er her, man skal skabe det første forlig, som alle andre kan bruge som rettesnor. Den ramme, som aftales på industriområdet, bliver ikke så meget som en brøk større på de andre sammenlignelige områder.
Og rammen bliver ikke stor. Alle taler om krise, og arbejdsgiversiden taler konstant om konkurrenceevne.
Vi skal have en lønudvikling, der er lavere end de lande, vi konkurrerer med. Krisebevidstheden er også til stede hos lønmodtagerne, som går til forhandlingerne med det defensive mål at bevare reallønnen. Derfor bliver der udsigt til historisk lave lønstigninger.
Alle skal betale
Hvis forhandlingerne skal føre til aftaler, som fagbevægelsen kan få medlemmerne til at stemme hjem, skal der andre elementer på bordet.
Sidste gang var det i høj grad værn mod social dumping, der fik medlemmerne til at sige ja til et OK-resultat, der også var præget af krise og lave lønstigninger.
Denne gang har nogle af lønmodtagernes topforhandlere lanceret et ønske om en særlig "alle skal betale-fond".
Tanken er, at også de medarbejdere, der ikke er medlem af fagforeningen, skal være med til at betale. Man ønsker at flytte udgifter, der i dag alene finansieres af fagforeningerne via medlemskontingentet. Man forestiller sig, at arbejdsgiverne indbetaler et fast ørebeløb pr. præsteret arbejdstime til en særlig fond, som skal gå til at forhandle og vedligeholde overenskomsten.
Argumentet for fonden er, at danske overenskomster er områdeoverenskomster, og at alle uanset medlemskab af fagforeningen får glæde af overenskomsterne og de sager, der føres om dem. Modellen findes allerede ved opkrævning til efteruddannelse og arbejdsmiljøarbejde og burde, mener fagbevægelsen, derfor ikke være helt uspiselig for arbejdsgiverne.
Ønsker tryghed
På byggeområdet møder lønmodtagerne med et overordnet krav, der hedder tryghed, og den bedste form for tryghed er job. Derfor vil man akkurat som i både 2007 og ikke mindst i 2010 have forbedrede værn mod at blive underbudt af udenlandsk arbejdskraft.
I den forbindelse stilles der krav om en væsentlig forhøjelse af mindstelønnen. Det kan eventuelt ske gennem såkaldte akkordafsavnstillæg.
Modellen er ikke ny. Ved OK-2007 kom der således et sådant tillæg på 25 kr. i murer- og murerarbejdsmandsoverenskomsten mellem 3F og Dansk Byggeri, og sidste vinter blev et tilsvarende tillæg en del af byggeoverenskomsten mellem 3F og Dansk Håndværk.
Aftalerne var ikke udtryk for pludselige voldsomme lønstigninger til håndværkerne, idet danske håndværkere ikke arbejder på mindstelønnen på 105-110 kroner i timen.
Målet for fagbevægelsen ved at udbrede tillægget er at blokere for, at arbejdsgiverne spekulerer i at udnytte overenskomstens minimumssatser.
Dansk Byggeris officielle holdning er i dag, at det er en helt forkert vej at gå, og at det blot vil føre til et mere gråt hvis ikke ligefrem sort arbejdsmarked.
Tredjepartsansvar
Dansk Byggeri afviser også krav fra Byggegruppen i 3F om såkaldt tredjepartsforpligtelse, der skal forpligte virksomhederne til at arbejde udført i underentreprise er overenskomstdækket.
Netop en sådan tredjepartsforpligtelse aftalte 3F og Dansk Håndværk sidste år. Aftalen havde mest symbolværdi, fordi det er sjældent, at de små håndværksvirksomheder sender arbejde videre i underentreprise.
En tilsvarende aftale med Dansk Byggeri vil have alt andet en symbolværdi. Det vil være realpolitik, idet organisationens største medlemsvirksomheder – de store entreprenører – i høj grad anvender udenlandske underentreprenører, som typisk aflønner efter mindstelønnen. Derfor er spørgsmålet om såvel højere mindsteløn som tredjepartsforpligtelse også er et anliggende, som groft sagt de små og de store i Dansk Byggeri ikke er enige om.
Kendetegnende op til overenskomststart har været, at ingen taler om konflikt. Ingen har brug for en konflikt i den nuværende situation. Men en konflikt lurer altid, hvis der ikke er vilje til at finde kompromiser.
Konfliktpotentiale har tilsyneladende kun HK’s krav om fjernelse af den såkaldte 50 procentregel. Den betyder, at HK som eneste forbund skal dokumentere, at mindst halvdelen af de ansatte på en virksomhed er medlemmer, før der kan kræves overenskomst. HK vil i den kommende tid bruge mange penge på at forklare om en regel, man finder urimelig og fortidig.
Det gjorde man også i 2010. Dengang rakte solidariteten fra resten af fagbevægelsen ikke til at hjælpe HK af med den forhadte regel. Spørgsmålet er, om det har ændret sig.
