Lyngby opgiver ikke kæmpe vejudbud
Lyngby-Taarbæk Kommune går i dialog med asfaltfirmaer for at redde stort vejudbud, som ingen bød på ved licitationen
- Vi arbejder videre med udbuddet i en ny udgave. Vi planlægger lige nu forhandling med de fem prækvalificerede entreprenører, fortæller Bjarne H. Markussen, direktør i Lyngby-Taarbæk Kommune.
De fem prækvalificerede virksomheder, som ikke valgte at byde på opgaven, er NCC Roads, Colas Danmark, Pankas, Lemminkäinen og et konsortium bestående af Munck Asfalt og Munck Forsyningsledninger.
En af grundene til, at ingen bød på udbuddet, var, at asfaltbranchen var utilfredse med beslutningen om at anvende Kommunernes Landsforenings (KL) indeks for entreprenør- og håndværkeydelser i stedet for asfaltindekset, som blandt andet tager højde for oliepriser.
Lytter til klagepunkter
Hvad Lyngby-Taarbæk Kommune vil ændre i udbudsmaterialet for at få asfaltfirmaerne til at byde på opgaven, vil Bjarne H. Markussen ikke løfte sløret for, før dialogen med de fem prækvalificerede virksomheder har fundet sted.
- Vi kigger på de ankepunkter, som firmaerne har haft, i samarbejde med vores rådgiver Niras, men der er også grænser for, hvor meget der kan ændres. Gennem dialogen med de prækvalificerede vil vi blandt andet høre, hvor mange der vil være med, hvis vi justerer nogle punkter, siger Bjarne H. Markussen, som forventer, at der vil være afklaring om, hvad der skal ske med funktionsudbuddet om cirka tre uger.
Ændret indeks?
Hvis Lyngby-Taarbæk Kommune vælger at lytte til asfaltbranchens hovedkritikpunkt og skifte KLs indeks ud med asfaltindekset, er kommunen den anden kommune inden for kort tid, der vælger at lytte til branchen.
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har omtalt, var der heller ingen af de prækvalificerede virksomheder, der bød, da Aarhus Kommune afholdt licitation for 500 km vej, der var udbudt i en funktionskontrakt.
Aarhus Komune valgte at lytte til kritikpunktet og har valgt at anvende asfaltindekset i stedet. Ny licitation for funktionskontrakten i Aarhus er 30. april.
I modsætning til vejudbuddet i Aarhus, hvor der var tale om asfaltbelægninger i det åbne land, omhandler udbuddet i Lyngby-Taarbæk veje, der ligger i et byområde. Netop at anvende en funktionskontrakt i byområder er ifølge asfaltbranchen ikke optimalt, da der er alt for mange usikkerhedsmomenter i forhold til eventuelle opgravninger i forbindelse med ombygning eller nyanlæg.