Alt godt har en ende
Lockouten er hamrende irriterende for børnefamilierne, og i modsætning til så mange andre har håndværkere af sikkerhedsmæssige grunde sjældent de samme muligheder for at tage børnene med på arbejdspladsen. Men det er nu engang prisen for at holde fast i den danske model.
Det er i den forbindelse også værd at bemærke, at fagbevægelsen i LO på det private område ikke har bakket op om lærernes påstande om undergravning af spillereglerne på arbejdsmarkedet.
At der tilmed er organisationer på det offentlige område, der i fuldt alvor mener, at det skal være forbudt for arbejdsgiverne at lockoute, mens de offentligt ansatte fortsat skal kunne strejke, burde høre til i kategorien "en forsinket aprilsnar".
Da sygeplejerskerne for nogle år siden strejkede, fik konflikten lov til at løbe i seks uger, før parterne selv – uden politisk indgreb – fandt en løsning.
Derfor skal politikerne også denne gang holde fingrene væk i mindst seks uger – helst længere – inden et indgreb kommer på tale.
Blander regeringen sig med et lovindgreb, er det først og fremmest mangel på tillid til, at den danske model kan fungere også under pres, og desuden vil det være et tegn på, at man vurderer skoleelever højere end syge patienter.
Lærerne må erkende, at tiden er kommet, hvor de gamle rettigheder omkring arbejdstidens tilrettelæggelse er løbet ud. Håndværkere og andre danskere i den private sektor, der pukler 37 timer om ugen, har krav på, at lærerne og andre offentligt ansatte, der lever af skatteborgernes penge, er omfattet af samme regler for arbejdstidens længde og tilrettelæggelse.
Alt godt har som bekendt en ende – det gælder også for lærernes arbejdstid.
