23948sdkhjf

Især ældre ufaglærte ryger ud over dagpengekant

Er du ledig, over 55 år og ufaglært, er du i risiko for at ryge ud over dagpengekanten.
12.742 ledige danskere har mistet retten til at få dagpenge, siden dagpengereformen trådte i kraft 1. januar.

Og med tre måneder tilbage af første halvår af 2013, ser det ud til, at regeringens prognose med, at 17.000-23.000 vil ryge ud af dagpengesystemet frem til sommeren, kommer til at holde stik

- Jeg tror de 23.000 er meget tæt på virkeligheden nu. Men så er der alle dem, der falder ud efter juli. Og det er det, der gør, at vi på årsbasis godt kan komme op på 30.000, siger direktør i AK-Samvirke Verner Sand Kirk.

Regeringen har ikke lavet nogen fremskrivninger på, hvor mange der vil ryge ud af dagpengesystemet i år.

Det er ledige i alle brancher, der risikerer at ryge ud over kanten:

- Det er bredt funderet. Men det er især på det private område, hvor det er faglærte og ufaglærte. Og der er ekstra mange, jo ældre man bliver. Cirka en femtedel af dem, der ryger ud, er over 55, siger Verner Sand Kirk.

Alene i marts er 3021 ledige gledet ud af dagpengesystemet. Det viser seneste opgørelse fra a-kasserne og AK-Samvirke, skriver Ekstra Bladet.

Hvor folk "falder" hen, når de ikke længere kan få dagpenge, er der ikke noget ordentligt grundlag for at kunne sige, siger AK-Samvirke-direktøren. Men en del risikerer at ryge ud og ikke kunne få nogen hjælp overhovedet.

- Frem til sommeren er de 55-årige sikret et seniorjob, mens andre kan få uddannelsesydelse. Når det falder bort, vil jeg skønsmæssigt anslå, at totredjedele af dem, der falder ud, ikke har ret til at få hjælp, siger Verner Sand Kirk.

- Du har kun ret til kontanthjælp, hvis du ikke har en ægtefælle, der tjener penge eller ingen formue har. Har du en formue på 10.000 kroner, så får du besked på, at det skal du realisere, før du har ret til noget, påpeger han.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141