23948sdkhjf

Milliard-tilskud til private lejere

I alt havde 436.000 lejere i 2010 en samlet gevinst på 8,6 mia. kroner på grund af huslejereguleringen. Lejere i København betaler kun halv husleje
20.000 kroner - så meget får en lejer i tilskud fra sin udlejer, hvis vedkommende bor i en privat lejebolig, der er underlagt den nuværende huslejeregulering.

Ifølge Ejendomsforeningen Danmark havde cirka 436.000 lejere i 2010 en samlet gevinst på intet mindre end 8,6 mia. kroner i lavere leje, end markedslejen ville have været.

Det viser en ny rapport fra Boligøkonomisk Videncenter under Realdania, som har undersøgt huslejereguleringen på det private udlejningsmarked.

Rapporten har set nærmere på, hvem der har størst fordel af huslejereguleringen.

- Rapporten viser, at der er en generel ubalance på boligmarkedet. Den viser, at personer i huslejeregulerede lejeboliger betaler 20 procent mindre af deres disponible indkomst i husleje, end andre gør, herunder også lejere i almennyttige byggerier, siger direktør i Ejendomsforeningen Danmark, Torben Christensen,

Store forskelle

Der er dog store forskelle på, hvor den største gevinst ved huslejereguleringen er. Hvis man forestiller sig, at lejerne i de private udlejningsboliger skulle betale den faktiske pris, ville lejeboligerne i gennemsnit skulle koste 54 procent mere.

Men ser man på lejeboliger i indre by i København, så betaler lejerne kun det halve af den husleje, de skulle betale, hvis lejeboligerne skulle udlejes på markedsvilkår.

Faktisk opnår de 21.800 lejere, der bor i de fem procent mest værdifulde private udlejningsboliger, en uforholdsmæssig stor andel af gevinsten ved reguleringen.

Rimelig fordeling

21 procent af den samlede gevinst tilfalder nemlig beboerne i disse lejeboliger. De bedst stillede af lejerne i de huslejeregulerede ejendomme får med andre ord i gennemsnit op mod 83.000 kroner i kunstigt tilskud til deres boligforbrug.

Torben Christensen foreslår en mere rimelig fordeling af midlerne, da resultatet af huslejereguleringen på nuværende tidspunkt er en omfordeling af midler til både folk med lav indkomst og folk med meget høj indkomst.

- I praksis betyder rapportens resultater, at en stor gruppe velstillede personer modtager en slags tilskud til deres boligforbrug, selv om de ikke har behov for det. Løsningen må være, at man fjerner eller lemper boligreguleringen betydeligt og i stedet kompenserer personer med lav indkomst via boligydelser, således at fordelene følger personen og ikke lejligheden, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095