23948sdkhjf

Mangel på arbejdskraft udskyder måske tunnel

Aarhus’ borgmester afviser ikke at skubbe Marselistunnelen
Aarhus Kommunes største anlægsprojekt nogensinde - Marselistunnelen fra ringvejen til havnen - kan meget vel blive udskudt et par år.

Det er i en tid med høj ledighed paradoksalt nok mangel på jord- og betonarbejdere og struktører i Østjylland, der har fået 3F i Aarhus til at henvende sig til borgmester Jacob Bundsgaard (S) med ønske om at udsætte anlægsstarten fra det hidtil forventede i 2013 til 2015.

Borgmesteren er ikke afvisende overfor ønsket.

- Der er gang i ekstremt mange bygge- og anlægsprojekter i Aarhus nu og de næste par år, og vi kender projekternes byggetider og kan se, at det klinger af igen i 2016. Vi er samtidig i gang med at uddanne og opkvalificere arbejdskraften, så vi kan følge med, og i vores optik er det tosset, hvis vi overopheder markedet i nogle få år og så i 2016 står med en masse ledige jord- og betonarbejdere og struktører, siger Ole Vagn Christiansen, byggegruppeformand i 3F Aarhus Rymarken.

- Byggebranchen ønsker altid en fornuftig rytme med stabil aktivitet og beskæftigelse. Det kan ikke altid lade sig gøre, men i dette tilfælde har vi mulighed for at påvirke rytmen, idet der er tale om et kommunalt projekt, og kommunen kan derfor selv bestemme, hvornår vi skal i gang. I 2008 og 2009 fremrykkede man en række kommunale byggeprojekter for at få gang i aktiviteten og gang i beskæftigelsen. Nu ønsker vi at udskyde et projekt i et par år. Logikken er den samme: At få fordelt aktiviterne over flere år, siger byggegruppeformanden.

Arbejdskraft et hensyn

Borgmester Jacob Bundsgaard siger, det er er et væsentligt hensyn, at arbejdskraften er til rådighed.

- Et bredt flertal i byrådet har truffet principbeslutning om at gennemføre tunnelprojektet, og finansieringen er også på plads. Spørgsmålet er nu alene, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at gennemføre projektet. Det er et væsentligt hensyn, at den fornødne arbejdskraft skal være til rådighed, og at prisen er den rigtige. Ligesom det er af afgørende betydning, at vi får gennemført en trafikløsning til tiden i forhold til havnens og byens udvikling i de kommende år. Afvejningen sker i det detaljerede planlægningsarbejde, som pågår i øjeblikket. Der forventes en stillingtagen til igangsættelse af projektet efter sommerferien, skriver borgmesteren i en mail til Licitationen.

SF støtter ikke mere

Det er Aarhus Byråd, der efter sommerferien skal tage stilling til, hvornår projektet skal skydes i gang.

Et bredt flertal i byrådet bestående af Socialdemokraterne, Venstre og konservative nåede kort før jul sidste år til enighed om finansiering af den ny forbindelse til havnen.

Projektet er opgjort til at koste cirka 1,7 mia. kr. opdelt i to etaper, hvoraf første etape er under anlæg. Finaniseringen kommer i form af tilskud fra EU, staten og Aarhus Havn samt bidrag fra den kommunale dækningsafgift, den særlige skat på erhvervsejendomme.

Opbakningen til den dyre tunnel synes i øvrigt at smuldre, idet SF’s byrådsgruppe har meldt ud, at man ikke længere støtter tunnelprojektet. Det skyldes dels kommunens anstrengte økonomi, der har medført store driftsbesparelser, dels faldende trafikmængder på Marselis Boulevard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111