Byggeriet har fået lidt mere farve i kinderne
Byggeriets forventninger er gået fra dybfrost til et punkt lidt nærmere tøgrænsen, men der er stadig lang vej til normalisering. Efteråret byder på rimelige ordrebøger
Den sammensatte konjunkturindikator for bygge og anlæg er steget fra minus 18 i maj til minus 16 i juni.
Konjunkturindikatoren har ligget ret stabilt de seneste to et halvt år. Det er vurderingen af ordrebeholdningen, der trækker den sammensatte indikator op i forhold til sidste måned, mens beskæftigelsesforventningerne er uændrede. Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving.
Glade murere
En lille overraskelse er murerne, hvis forventninger er steget en del. Ifølge Dansk Byggeris seniorøkonom, Finn Bo Frandsen kan det blandt andet skyldes, at murerne har været rigtigt hårdt ramt, og at de nu ser lys forude blandt andet som følge af nogle af de større sygehusbyggerier.
Når der ses på de ikke-sæsonkorrigerede tal er forventningerne til beskæftigelsen de kommende tre måneder i forhold til de seneste tre måneder på 2.
I juni sidste år var tallet minus 3. Samtlige branchegrupper har positive forventninger, undtaget tømrer- og bygningsvirksomheder og vvs- og blikkenslagerforretninger.
Forventningerne til omsætningen er på 9. I juni sidste år var tallet 2. Murere og anlægsentreprenører markerer sig med meget positive forventninger, mens vvs- og blikkenslagerforretninger og tømrer- og bygningsvirksomheder har svagt negative forventninger.
Forventningerne til tilbudspriser ved licitation er på minus 7 i juni. I samme måned sidste år var tallet minus 10. Anlægsentreprenører har de mest positive forventninger, fulgt af murere og anden specialiseret bygge- og anlægsvirksomhed, mens øvrige branchegrupper har negative forventninger.
Trods alt positivt
Spørger man i virksomhederne hvordan det ser ud med ordrebøgerne, er svarene lidt tøvende, men for de flestes vedkommende er der tale om, at man kan holde folk beskæftiget det meste af efteråret igennem.
Hos virksomheden HHM A/S siger adm. direktør Svend Pedersen:
- Vi ser positivt på fremtiden. Udover de ordrer vi har, er der masser at byde på, og vi tror da på, at vi kan redde en del af det hjem til ordrer, siger han til Licitationen- Byggeriets Dagblad.
Han kalder ordrebeholdningen for tilfredsstillende i forhold til de sidste par år.
- Vi kan holde vore forventninger nogenlunde i 2013 i forhold til de foregående par år, siger han.
Virksomheden beskæftiger cirka 180 mand og ligger på en omsætning på omring 400 mio. kroner.
Hos Ole Jepsen A/S siger direktør Ole Jepsen:
- Vi er fortrøstnigsfulde og vi har arbejde til hele efteråret. Men der bliver gået hårdt til stålet på de enkelte opgaver når der skal bydes, siger han.
- Initiativer med henblik på udbud har taget længer tid end normalt i første halvår. I det hele taget går det stadig lidt trægt. Det gælder også for boligselskaberne, hvor der dog er lidt mere røre med hensyn til helhedsplaner for renoveringer, men det tager altså også sin tid, siger han.
Færre ordrer
Hos entreprenørfirmaet Kaj Ove Madsen A/S i Skive erkender man, at der er færre ordrer:
- Projekterne hænger ikke helt så lavt på træerne mere som de gjorde tidligere. Vores ordrebeholdning er derfor også lidt mindre end den har været tidligere år, men vi har da noget at gå i gang med efter ferien, og helt sort ser det skam heller ikke ud, siger Martin Finderup, adm. direktør i Kaj Ove Madsen A/S til Licitationen.