Støjplagede naboer til jernbane får hjælp
Banedanmark lancerer pulje til bekæmpelse af generende støj fra toge
Nu søsætter Banedanmark endnu en pulje til formålet, og det bliver sidste chance, hvis man vil søge om tilskud til lydisolering af facaden og udendørs støjskærme. Denne sidste støjpulje er på 15 mio. kroner, og for at komme i betragtning skal man søge om tilskud senest 30. september, oplyser miljøtekniker Lisette Mortensen fra Banedanmark.
- Vi har en pulje på 15 mio. kroner til fordeling i 2014 til lydisolering til boligejere, der er belastet af støj fra jernbanen, og vi opfordrer alle boligejere, der føler sig generede, til at tilmelde sig støjpuljen, så man kan komme i betragtning til støttekronerne, der uddeles inden udgangen af 2014. Er man lejer, kan man ikke selv søge tilskud, men må opfordre ejeren af lejeboligen til at søge. Desuden vil det normalt ikke være muligt at modtage nyt tilskud, hvis man tidligere har fået, men det beror i sidste ende på en konkret vurdering, siger Lisette Mortensen.
Hårdest ramte først
Tilskud bliver i første omgang givet til de boliger, der er hårdest ramt ud fra de støjberegninger, der er foretaget langs jernbanen.
Boligejere, der modtager tilskud, vil få gratis assistance til deres lydisoleringsprojekter fra en støjkonsulent. Afhængig af omfanget af støj fra banen, vil man kunne modtage støtte på op til cirka 125.000 kroner.
For at få tilskud til støjafskærmning skal boligen være bygget eller have fået byggetilladelse før 1. juli 2007, mens tilskud til lydisolering kan gives til boliger, der er bygget eller har fået byggetilladelse før 1. april 1984.
For at komme i betragtning til tilskud skal det gennemsnitlige støjniveau ved boligens facade være mindst 64 dB. For lydisolering gives endvidere tilskud, hvis det maksimale støjniveau overstiger 85 dB, når tog passerer.
Majbritt Thomsen fra Tjæreborg øst for Esbjerg er en af dem, der dagligt er generet af jernbanestøj. Hun bor omkring 100 meter fra skinnerne og kan høre togene hver dag.
- Det giver sådan en støjende og brummende larm, hver gang toget kommer forbi, men vi har sådan set vænnet os til det, så når vi sidder udenfor og griller, holder vi lige mund i to sekunder, når toget kører forbi, siger hun.
Her er støjbelastningen størst
Her er Banedanmarks oversigt over strækninger, hvor støjbelastningen som udgangspunkt er størst:
- Kystbanen
- Samtlige S-baner
- København H - Esbjerg
- Ringsted - Rødby
- Roskilde - Holbæk
- Fredericia - Lindholm
- Lunderskov - Padborg
- Snoghøj - Taulov
- Svendborgbanen (ind til lige syd for Højby i Odense Kommune)
- Grenåbanen (Århus Kommune)
Langs resten af jernbanelinjerne (regional- og lokalbaner) i Banedanmarks regi vil boligejeren få et skriftligt tilbud om tilskud til lydisolering, hvis vedkommende udfra støjberegningerne er berettiget.