23948sdkhjf

Byggeriets kunder betaler for sent

Længere betalingsfrister og for sen betaling presser byggevirksomhedernes likviditet
Længere betalingsfrister og kunder, der udskyder betalingerne ud over betalingsfristen, er med til at presse bygge- og anlægsvirksomhedernes likviditet.

Omkring halvdelen af virksomhederne i byggebranchen oplever, at kunder i højere grad end tidligere udskyder betalingerne. Det er de private kunder, der er dårligst til at overholde betalingsfristerne, men også det offentlige overskrider rask væk betalingsfristerne. Af en analyse, som Dansk Byggeri har gennemført blandt sine medlemsvirksomheder, fremgår, at godt en tredjedel af de adspurgte virksomheder svarer, at de i undersøgelsesperioden andet halvår 2011 har haft en eller flere offentlige kunder, der ikke overholdt betalingsfristen.

- Når kunderne trækker betalingen, går det selvsagt ud over virksomhedernes likviditet. Det er ikke i orden at betale for sent og reelt gøre virksomhederne til bank, men det er helt uanstændigt, når det er det offentlige, som ikke betaler til tiden. Det er jo ikke fordi der mangler penge, men noget gedigent sjusk, siger Christian Strøm, direktør i CC Gulve i Albertslund.

- Hvis vi ikke betaler moms og skatter til det offentlige til tiden, så kommer der morarenter, bål og brand, og i værste fald kan virksomheden blive lukket. Derfor må det offentlige få styr på sine ting og betale til tiden for udført arbejde, siger han.

Krav om længere frist

Dansk Byggeris analyse viser, at et stigende antal virksomheder også oplever, at kunderne kræver længere betalingsfrister end tidligere.

Det gælder både blandt offentlige og private kunder, om end udviklingen er langt mindre markant blandt private kunder. Knap 30 procent af virksomhederne har været ude for, at det offentlige som bygherre kræver længere betalingsfrist.

- Jo længere betalingsfristerne bliver, og jo mere kunderne udskyder betalingen ud over fristen, jo mere bliver man som virksomhed afhængig af en god bankforbindelse. Vi er dermed med til at presse hinanden. En god dialog med banken er alfa og omega for at kunne drive virksomhed, men i en situation med senere betaling bliver banken altafgørende for driften mener Christian Strøm.

- Situationen er en anden nu end for fem år siden. Bankerne står ikke længere med hænderne fremme og beder os om at låne. Nu er det omvendt. Vi har ikke selv oplevet problemer, men jeg hører fra kolleger, at de føler, at de er sat i bås, alene fordi de er en del af bygge- og anlægsbranchen og uden at få deres projekter reelt vurderet. Det er dræbende for udviklingen, mener Christian Strøm, direktør i CC Gulve.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094