23948sdkhjf

Arbejdsgivere afviser solidaritetsfond

Fagbevægelsen kalder dog en fem øre til uddannelsesfonden for en begyndelse
Det blev ikke ved dette års overenskomstforhandlinger, det lykkedes for fagbevægelsen at komme igennem med ønsket om oprettelsen af en særlig solidaritetsfond, hvor også uorganiserede bidrager til vedligeholdelse af overenskomsterne.

I efteråret længe inden der blev taget hul på OK-12 var flere topforhandlere ude at lufte kravet om en sådan fond. De usædvanligt klare meldinger måtte betragtes som et signal til arbejdsgiverne om at kravet var alvorligt ment - og et signal til egne rækker om, at man ikke vil lade medlemmerne af fagforeningerne alene betale omkostningerne ved at indgå, vedligeholde og forsvare overenskomsten.

Mads Andersen, formand for Industrigruppen i 3F, sagde således i optakten, at en sådan fond kunne betragtes som et forsvar for den danske aftalemodel.

- Alle skal bidrage til at bevare den danske model, ikke kun medlemmerne af de klassiske fagforeninger, sagde han.

Men trods de klare signaler, har arbejdsgiverne ikke været til at overbevise om, at de skal indbetale et mindre beløb for samtlige medarbejdere der er omfattet af overenskomst.

I stedet er det aftalt, at der skal indbetales fem øre mere pr. præsteret arbejde til den eksisterende uddannelses- og samarbejdsfond.

I dag betaler arbejdsgiverne 30 øre pr. arbejdstime til Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond, der blandt andet administrerer efteruddannelsesaktivitet.

- En begyndelse, kalder Thorkild E. Jensen, formand for de industriansatte i CO-industri, de fem øre - med håb om det siden kan udvikle sig yderligere.

Jørgen Juul Rasmussen, forbundsformand i Dansk El-Forbund, har advokeret stærkt for få en særskilt overenskomstfond.

- Man får ikke alle sine krav igennem første gang, men forhøjelsen af ørebeløbet til uddannelses- og samarbejdsfonden er et skridt i den rigtige retning og et vigtigt signal, siger han.

Trods fagbevægelsens forsøg på at sælge fondsideen som et forsvar for den danske model, lod DI’s topforhandler, administrerende direktør Karsten Dybvad sig ikke rokke. Han synes tværtimod, at industriforliget er “indbegrebet af den danske model".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.16