Lokale udvider sygehuset i Kolding
22 entrepriser har fundet sine entreprenører og halvdelen kommer fra lokalområdet
Denne fase af udbygningen omfatter blandt andet en ny fælles akutmodtagelse, en ny seks-etagers sengebygning, som bygges oven på den eksisterende bygning og en ny hovedindgang.
Udbuddet var delt op i 22 entrepriser og dækker alt fra råhus, facader og tagdækning til tømrerarbejde, gulve og inventar. Budgettet for denne fase er 740 mio. kroner. I alt skal sygehuset i Kolding udbygges for 912 mio. kroner.
- Det glæder mig meget, at så mange lokale håndværkere skal være med til at udbygge sygehuset i Kolding til trekantsområdets store akutsygehus. Vi får skabt lokale arbejdspladser og vi får skabt dem nu. Det er fremragende i en tid, hvor byggebranchen har det svært, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).
Står færdig i 2015
I øjeblikket er man i fuld gang med at etablere flere parkeringspladser ved Kolding Sygehus, rive nogle af de eksisterende bygninger ned og omlægge installationer.
Når første spadestik er taget i august, kan entreprenørerne rykke ind på sygehuset og starte arbejdet med det omfattende byggeri.
Det nye akutsygehus i Kolding står helt færdigt i slutningen af 2015 og er klar til indflytning og drift i foråret 2016.
Derefter skal de eksisterende bygninger renoveres frem til 2017.