Strid om social dumping

I forbindelse med 1. maj er der opstået en tvist mellem Dansk Folkeparti på den ene side og regeringen sammen med fagbevægelsen på den anden. I store dagbladsannoncer langer Dansk Folkeparti kraftigt ud efter fagbevægelsen og regeringen for ikke at gøre nok for at sikre dansk arbejdskraft mod social dumping fra østeuropæisk, unfair konkurrence.

SF peger derimod på, at Dansk Folkeparti i ti år støttede en regering, der ikke gjorde noget som helst for at modarbejde den sociale dumping, når der lige ses bort fra et RUT-register, der reelt aldrig har virket efter hensigten.

Det var den daværende regering med opbakning fra de nuværende regeringspartier, der ophævede Østaftalen og dermed åbnede porten for en mængde primært østeuropæisk arbejdskraft, der i dag er på cirka 54.000 registrerede. Samtidig betaler den danske stat dagpenge til over 160.000 arbejdsløse. Det kan vist kun kaldes en "dårlig forretning".

Den nuværende regering har afsat 65 mio. kr. til en indsats mod "social dumping", men det er en sandhed med modifikationer.

Pengene er afsat til at bekæmpe lovovertrædelser, der ganske vist kan bidrage til social dumping, men det er også ulovligheder, som myndighederne vel under alle omstændigheder skulle bekæmpe. Det er nemlig ikke politikernes opgave at bekæmpe den sociale dumping i form af underbetaling af eksempelvis byggearbejderne. Det er en sag, som primært fagbevægelsen har påtaget sig og succesen med arbejdet er ikke ligefrem prangende.

Ganske vist er der et samarbejde med arbejdsgiverne om "48-timers møder", der, ret skal være ret, har ført til ordnede forhold mange steder, men der skal næppe megen fantasi til at forestille sig, hvor mange/få af de østeuropæiske arbejdere, der i realiteten har overenskomstlignende løn- og arbejdsforhold.

Og så er der jo lige det, at det er "overenskomstmæssig løn", hvis østeuropæiske arbejdere lønnes med mindstelønnen på ca. 114 kroner i timen. Det er en løn, som ingen danske byggearbejdere vil eller kan gå for med de nuværende høje danske indkomstskatter og afgifter på arbejde.

På den baggrund kan det undre, at ingen reelt vil diskutere, hvordan det danske arbejdsmarked tilpasses virkelighedens globaliserede verden. Det er faktisk den verden, både arbejdsgivere og lønmodtagere skal forholde sig til, samtidig med at Danmark som nation skal overholde vore forpligtelser i forhold til EU.