23948sdkhjf

Danmark skærper sin grønne profil

Nogle EU-lande er ikke overbevist om, at det kan betale sig at spare på energien. Andre søger inspiration fra Danmark
Den danske regering har satset stærkt på at skabe en grøn profil for det danske EU-formandskab, og ikke mindst klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) har arbejdet hårdt for at sætte et ambitiøst EU-direktiv for energieffektivisering på benene.

Målet er at sikre 2020-målet med 20 procents energibesparelser og skabe betingelser for økonomisk vækst.

- Der er ingen tvivl om, at det er vanskelige forhandlinger, der ligger forude for ministeren. Udfordringerne i at få alle medlemslande - fra de tidligere østlande til store vesteuropæiske stater som Frankrig - til at bakke op om direktivet er store. Der skal en god portion fleksibilitet og politisk snilde i forhandlingerne til at få alle parter til at enes. Reelt handler det om, at en gruppe lande ikke er overbevist om, at det kan betale sig at spare på energien. Omvendt vokser gruppen af lande, som søger inspiration fra Danmark, siger Dansk Energis EU-chef Ulrich Bang.

Handler om at skabe job

Baggrunden for direktivet er, at EU uden en ekstra indsats for energieffektiviseringer ikke ser ud til at nå mere end halvvejs til målet i 2020. Et af de vigtigste virkemidler, der er foreslået af EU-Kommissionen i direktivet, er en model lig den danske energisparemodel, hvor de danske energiselskaber fra politisk hold har fået pålagt at skabe basis for energisparende projekter i industrier og husholdninger:

- Et ambitiøst direktiv skaber jobs og gør EU mere konkurrencedygtig. Her spiller den danske energisparemodel en meget vigtig rolle. Faktum er, at energiselskaberne i den grad er med til at styrke vores konkurrenceevne. På kort sigt sker det blandt andet ved succesen med de milliarder af kroner, som spares på energi. Desuden tegner der sig et betydeligt eksportpotentiale for danske løsninger, hvis energieffektivitetsdirektivet bliver vedtaget, siger Ulrich Bang.

Stort marked venter

Han understreger videre, at potentialet for danske virksomheder, der udvikler og producerer energibesparende udstyr og systemer er enorme i blandt andet og Polen.

Frem mod 2020 er der således et marked på omkring 60 mia. kr. alene i Tyskland for energirådgivning og -besparelser, viser beregninger fra Dansk Energi.

Dansk erhvervsliv har et forspring, fordi danske løsninger er solidt dokumenterede og markedsklare. Nationalbanken har tidligere påvist i en analyse, at en fordobling af energipriserne isoleret set forbedrer den danske konkurrenceevne med to procent. Det sker ifølge Nationalbanken som en konsekvens af, at stigende energipriser slår mindre igennem på industriens varer i Danmark end hos vores internationale konkurrenter. Det giver Danmark og andre energieffektive EU-lande en yderligere konkurrencefordel, der kan skabe økonomisk vækst.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094