Dårlige veje giver flere ulykker
Mangelfuld vedligeholdelse af kommunale landeveje går ud over trafiksikkerheden, konkluderes det i en undersøgelse
Det er konklusionen i en undersøgelse, som Dansk Vejforening har udarbejdet for Brancheforeningen for Trafiksikkerhed & Vejservice.
Undersøgelsen viser, at de næsten 300 km kommunale landeveje i 11 kommuner i mange tilfælde har betydelige mangler og generelt udviser tegn på at lide af manglende vedligeholdelse. På landsplan svarer det til, at der alene på de kommunale landeveje er 11.000-12.000 forhold, som burde ordnes for at færdselssikkerheden er i orden.
Manglerne er ofte ikke synlige for den almindelige bilist.
- De fleste, der kører på landevejene regner nok med, at landevejene er sikkert indrettet. Men det kan være en falsk følelse af sikkerhed, fordi der er for mange kantpæle, autoværn og belægninger og så videre, der reelt ikke yder den sikkerhed, som de skulle, siger Michael Stisen som er formand for Brancheforeningen for Trafiksikkerhed & Vejservice.
Ikke alle fejl er kritiske
Ujævn asfalt, nedslidt afstribning, manglende kantpæle eller manglende skilte kan medvirke til ulykker, fordi det bliver svært for bilisterne at orientere sig, eller fordi de mister kontrollen med køretøjet. Manglende autoværn kan betyde, at bilister, der kører galt, kommer alvorligere til skade end de behøvede, hvis de for eksempel rammer huse, træer eller store sten.
Undersøgelsen omfatter både store og små mangler som alle vurderes at være af betydning for færdselssikkerheden, men i forskellig grad.
Alle mangler er derfor ikke nødvendigvis kritiske, men er udtryk for, at der er et potentiale for at forøge færdselssikkerheden.
- Men omfanget af mangler er væsentligt stort og konsekvensen må forventes at være et samfundsmæssigt tab i form af flere trafikulykker end nødvendigt. Antallet af ulykker kan dog ikke fastlægges ud fra denne undersøgelse, siger Michael Stisen.
Meningsløst at spare
Undersøgelsen er lavet efter forbillede fra en undersøgelse af statens landeveje, som Havarikommissionen for Vejtrafikulykker gennemførte i 2011. Både den rapport og tidligere rapporter fra kommissionen peger på, at forhold omkring vejenes indretning eller tilstand er en medvirkende årsag til hver tredje eller fjerde ulykke på landevejene. Omkring 60 procent af trafikulykker med dødelig udgang sker på landeveje.
En oplagt forklaring på problemet kan være, at kommunerne har været under økonomisk pres i en årrække og derfor har sparet på vedligeholdelsen af vejene og dermed indirekte også på færdselssikkerheden.
- Men det giver ikke mening at spare på denne måde. Man slukker jo heller ikke for lyssignalerne for at spare penge.
Der er et sæt regler for vejenes sikkerhed vejreglerne som kommunerne skal følge. Hvis disse regler ikke er tilstrækkelige eller tydelige nok til at holde vejene sikre, så må vi have en dialog om at få dem lavet om.
Det er en dialog som især kommunerne må indgå i, siger Michael Stisen, som håber, at undersøgelsen kan være med til at inspirere til øget interesse for området.
Af de 11 undersøgte kommuner står det værst til Svendborg, Horsens og Slagelse kommuner, mens der blev fundet færrest fejl og mangler i Haderslev.