EU stiller krav om energieffektivitet
Ny lov betyder, at alle virksomheder ved en størrelse på over 250 ansatte skal foretage energisyn hvert fjerde år
Virksomheden kan efterleve forpligtelsen ved at benytte og vedligeholde et certificeret energi- eller miljøledelsessystem, hvor et energisyn indgår, ligesom klima-, energi- og bygningsministeren uden videre lovbehandling kan fastsætte nærmere regler om blandt andet krav til indholdet af energisyn og krav til kvalifikationerne til de eksperter, der skal udføre energisynet.
Uddelegeres
Det forventes i øvrigt, at retten til at fastsætte regler bliver uddelegeret til Energistyrelsen.
Fremover skal også projekter for industrianlæg og fjernkølingsanlæg med en "indfyret termisk kapacitet på mere end 20 MW" godkendes, ligesom lovforslaget udvider definitionen af et "kollektiv varmeforsyningsanlæg", så den også omfatter kompressionsvarmepumper til produktion af både varme og køling.
I henhold til direktivet skal medlemslandene sikre, at tre procent af det samlede etageareal i bygninger, der ejes og benyttes at staten, energirenoveres hvert år.
Alternativt kan medlemslandene tage andre foranstaltninger i anvendelse, som sikrer tilsvarende energibesparelser i de statslige bygninger. Desuden skal statslige institutioner ved større indkøb kun købe produkter, services og bygninger med en høj energieffektivitet.
Høj kvalitet
Og så skal der arbejdes for, at alle slutkunder får mulighed for at få udført et energisyn af høj kvalitet, mens store virksomheder skal have foretaget et uafhængigt energisyn mindst hvert fjerde år.
Der er ikke i gældende lovgivning noget krav om, at store virksomheder skal få foretaget et energisyn. Det er derfor nødvendig at lovgive for at sikre, at Danmark lever op til energieffektivitetsdirektivets krav om, at store virksomheder mindst hvert fjerde år skal få foretaget et energisyn.
Store virksomheder er i den forbindelse virksomheder med mindst 250 ansatte, eller med en årlig omsætning på minimum 50 millioner euro, eller en årlig balance på minimum 43 millioner euro. Det ventes, at cirka 800 danske virksomheder vil blive omfattet af kravet. Der er dog usikkerheder forbundet med dette antal, og det faktiske antal kan være større eller mindre.