Fart er største problem ved vejarbejder
Asfaltindustrien oplever politisk forståelse for, at der er behov for nye initiativer for at beskytte vejarbejdere
Det er konklusionen i en undersøgelse, som Asfaltindustrien har gennemført blandt asfaltarbejdere fra syv forskellige virksomheder.
Skal sikkerheden forbedres for ikke bare asfaltarbejdere men for alle, der har vejen som arbejdsplads, skal der derfor tages initiativer til at få farten ned.
- Ønskescenariet for arbejderne er, at der helt lukkes for trafik - og næstbedst, at der er en solid adskillelse mellem trafik og arbejdsområde, men i virkelighedens verden ved vi godt, at det ikke altid lader sig gøre, siger konsulent Karin Hammer, som har gennemført undersøgelsen for Asfaltindustrien i form af interviews og spørgeskemaer med i alt 13 asfaltsjak.
- Faktisk siger asfaltarbejderne, at manglende afspærring mellem trafik og vejarbejde ikke er det store problem, såfremt farten holdes nede. Med andre ord er trafikanternes hastighed gennem arbejdsområderne det problem, der først og fremmest skal gøres noget ved, hvis vejarbejdernes sikkerhed skal forbedres, siger Karin Hammer.
Lydløse cyklister
Det er ikke kun bilisterne, der bringer vejarbejdere i fare. Cyklister kan også være et problem, ikke mindst i større byer.
Cyklisterne kommer hurtigt og lydløst, og ofte respekterer de ikke afspærringer. Er der en lille afstand mellem to kegler, hvor de lige kan køre imellem, gør de det.
De i alt 78 asfaltarbejdere, der har deltaget i undersøgelsen, er også blevet spurgt til omfanget af nær-ved-ulykker. Undersøgelsen kan imidlertid ikke dokumentere omfanget af nær-ved-hændelser, fordi de interviewede ikke noterer dem - fordi så kunne de ikke bestille andet end notere", hedder det i undersøgelsens konklusion.
Politisk vilje
Problemerne med den manglende sikkerhed for folk, der har vejen som arbejdsplads, er så stort, at der skal handles. Og der synes at være politisk opbakning.
- Vi har haft møder med de politiske partier, og vi oplever lydhørhed, og at det er noget, som bliver taget seriøst. Vi oplever vilje til handling, siger Karin Hammer.
Asfaltindustrien og andre aktører, som har vejen som arbejdsplads, har ikke lagt sig fast på, hvilke tiltag der er nødvendige.
- Og det er næppe heller kun ét tiltag. Der er blandt andet foreslået stærekasser ved alle vejarbejder og eksempelvis forhøjede bøder ved at køre for stærkt i forbindelse med vejarbejde. Man ved jo, at bilisterne har respekt for det, der gør ondt i tegnebogen og i øvrigt for politiet, så øget politi er også et forslag, siger Karin Hammer.
Sideløbende arbejdes der i Vejregelrådet med skærpelse af de eksisterende vejregler.
Manuel håndtering
Asfaltsjakkene foreslår eksempelvis manuel håndtering af trafikken, som man blandt andet har gode erfaringer med i Finland, idet bilisterne respekterer en person frem for et lyssignal.
En del bilister mister tålmodigheden ved lyssignal, da de tror, det er gået i stykker, hvis de venter for længe. Derfor kører de frem for rødt og skaber farlige situationer, som bringer vejarbejderne i fare. Et andet forslag er brug af kantafmærkningsplade (N42) også kaldet en slikkepind forsynet med et gult blinksignal, der monteres på siden af udlæggeren i tilfælde af manglende afspærring. Det fylder" lidt og gør, at bilisterne automatisk sænker farten og trækker væk fra arbejdsområdet.