Byggeriet kan spore lys for enden af tunnellen
Byggebranchen tjener lidt flere penge og er bedre polstret mod tab, viser ny analyse af byggebranchen. Hver syvende virksomhed er truet af konkurs
Pihl & Søns konkurs i august har kostet dyrt for mange underentreprenører, og senest har Engsø Gruppens konkurs, hvor datterselskabet Jönsson a/s så sent som i går kastede håndklædet, skabt dønninger i bygge- og anlægsbranchen.
Men en ny analyse, som revisionsfirmaet Deloitte og Dansk Byggeri har foretaget, viser, at der trods konkurserne er grund til forsigtig optimisme, samt at det går bedre for den danske bygge- og anlægsbranche.
Færre byggevirksomheder har underskud, indtjeningen pr medarbejder stiger, og virksomhederne har et større afkast af de penge, de investerer i virksomheden.
- Næsten alle nøgletal er forbedrede i forhold til tidligere år. Den negative udvikling gennem de senere år er tilsyneladende brudt, men der er fortsat god plads til yderligere forbedring, siger partner i Deloitte, Thomas Frommelt.
Lys forude
Dansk Byggeri noterer, at der har været langt mellem lyspunkterne i branchen i de seneste fem år. Men det er værd at bemærke fremgangen i regnskabstallene.
- Derfor er der god grund til at hæfte sig ved den fremgang, der trods alt er at spore i regnskabstallene - også selvom fremgangen ikke er prangende, Vi forventer, at aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen vil være svagt stigende året ud, og at fremgangen vil fortsætte til næste år. For de virksomheder, som har formået at klare sig gennem krisen og tilpasse sig et lavere aktivitetsniveau, er der lys forude, siger adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.
Stadig udfordringer
Branchen slås dog stadig med store udfordringer.
Seks ud af 10 virksomheder har ikke haft overskud de seneste tre år og cirka hver syvende er truet af konkurs.
Konkurrencen er hård de danske virksomheder imellem og hertil kommer konkurrencen fra udenlandske virksomheder, hvilket presser priserne. Derudover er kreditsituationen vanskelig.
- Den altoverskyggende udfordring for bygge- og anlægsbranchen er kreditsituationen. I kølvandet på Pihls konkurs har banker og andre kreditgivere strammet yderligere op, hvilket forværrer en i forvejen vanskelig situation for branchen, siger Lars Storr-Hansen.
Sikre indtjeningen
Derfor bør der også være stort fokus på ikke mindst indtjeningen i branchen, noterer Deloitte.
- Branchens virksomheder skal fortsat arbejde med risikostyring og tiltag, der sikrer en omkostningseffektiv løsning af deres opgaver, og derved sikre en mere stabil og bedre indtjening, siger Thomas Frommelt fra Deloitte.
Analysen, der baserer sig på data fra 2010 til 2012 for 2.262 virksomheder, viser også, at det især er de store entreprenører, der lider i disse år.
De mindre selskaber har således været bedre til at tjene penge end de mellemstore og store virksomheder.