Fri bane på Holbækmotorvejen
Den længe ventede udvidelse af Holbækmotorvejen er nu en realitet. Den sidste bid åbnede forleden
Dermed er hele den cirka 11 km lange udbygning åben for trafik over et år tidligere end planlagt.
Arbejdet på højtryk
- Vi har henover sommeren arbejdet på højtryk for at få vejen klar i starten af august. Det har krævet lidt ekstra af bilisternes tålmodighed, men det er lykkedes. Når nu pendlerne vender tilbage efter sommerferien, vil det altså være på en nyudbygget motorvej i fuld kørebredde, med støjdæmpende asfalt og 110 km/t, siger Jens Holmboe, der er anlægsdirektør i Vejdirektoratet til Roskilde.dk
Herefter mangler kun mindre arbejder og lidt finpudsning, som vi vil kunne udføre uden større gene for bilisterne, herunder også de sidste arbejder på Køgevej og Lindenborgvej, der afsluttes i løbet af august 2012.
Roskilde Kommune afslutter samtidig den specielle informationsindsats overfor borgere og brugere af motorvejen, som har været i gang siden vejarbejdet startede.
Lidt baggrund
Holbækmotorvejen syd for Roskilde er en af de mest trafikerede motorveje med omkring 70.000 bilister i døgnet. Strækningen mellem Fløng og Roskilde Vest er særligt belastet, og arbejdet med at udbygge med et ekstra kørespor i hver retning på den 11 km lange strækning har været i gang siden juli 2009.
Nu er Holbækmotorvejen mellem Fløng og Roskilde Vest udbygget fra i alt fire til otte kørespor igennem Fløng mellem Baldersbrønde og Hedelandsvej, og fra fire til seks kørespor på den øvrige strækning mellem Hedelandsvej og Roskilde Vest.