Firmaer kræver bedre rammer for udbud
En kritik af mindre lokale virksomheders mulighed for at byde på kommunale opgaver var fremme under et valgmøde i Hillerød
Flere af de fremmødte mindre virksomheder kritiserede den måde, kommunen vælger at udbyde sine bygge- og anlægsopgaver på.
- Hvorfor tager man ikke nogle af de små og mellemstore virksomheder i kommune i stedet for altid at indbyde de samme større virksomheder til at byde på opgaverne? Hvorfor laver man ikke flere offentlige udbud?
Sådan lød nogle af spørgsmålene fra salen, hvor i alt 35 personer sad ved borde fyldt med valgflyers med politikernes smilende ansigter på og bolsjer pakket ind i bolsjepapir udstyret med et C for de Konservative.
Vil ikke afvise
Hillerøds nuværende borgmester Kirsten Jensen (S) afviste ikke at ville skabe bedre muligheder for de lokale mindre virksomheder i forhold til kommunale udbud.
- Jeg har ikke noget imod islændige, polakkere eller sjællændere syd for Hillerød. Men jeg går ind for lige vilkår. Vi kan ikke favorisere vores lokale firmaer, men vi kan lægge vores udbud til rette, så de har mulighed for at byde, sagde hun.
I samme forbindelse påpegede Tue Tortzen (Fælleslisten), at det er svært for de lokale virksomheder at byde på opgaverne, når kommunen vælge at udbyde i store totalentrepresier.
Efterslæb på vedligehold
Martin Skou Heidemann, adm. direktør i Skou Gruppen A/S, som bor i nabokommunen Hørsholm roste derimod kommunens udbudspolitik og sagde, at Hillerød generelt laver gode udbud.
Han kritiserede i stedet kommunens vedligeholdelsesstandard for de kommunale bygnigner. Martin Skou Heidemann påpegede, at Hillerød Kommune gennemsnitligt over de seneste tre år har brugt 1.811 kroner per indbygger på anlægsinvesteringer. Til sammenligning har de nordsjællandske kommuner gennemsnitligt brugt 2.862 kroner per indbygger.
- Det bliver dyrere i det lange løb, når bygninger ikke bliver vedligeholdt, sagde Jørgen Suhr (R), som påpegede, at det har stået så galt til, at det har regnet ind på en skole.
Der var heftig debat om dækningsafgiften blandt de i alt syv debatterende politikere.
Flere politikere heriblandt Jørgen Suhr og Kirsten Jensen talte for en sænkning af dækningsafgiften på længere sigt.
- Når der er sikkerhed for, at pengene er der til det - ikke bare i et år, men i flere år frem, kan det komme på tale, sagde Kirsten Jensen, som samtidig påpegede, at dækningsafgiften, som i Hillerød ligger på 9,4 promille, giver 48 mio. kroner i kommunekassen årligt.
Ikke alle var lige begejstrede for at røre dækningsafgiften. Peter Langer (SF) fremhævede, at kommunen havde en lav grundskyldspromille og sagde, at en virksomhed som Novo Nordisk nok ikke ville ansætte nye medarbejdere for 20 mio. kroner, hvis afgiften blev sænket.