Kommunikationen tog over
Jesper Kirkeskov er uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet i 1989, men det var mere formidlingsfaget, der trak. Så året efter sprang han ud som journalist fra Tillægsuddannelsen ved Danmarks Journalisthøjskole.
Det førte til forskellige ansættelser som PR-konsulent hos blandt andet Mannov Consult og Bergsøe 4. I 1997 blev han chefkonsulent i Ingeniørforbundet i Danmark og senere kommunikationschef i Teknisk Landsforbund. Sideløbende med sine ansættelser gennemførte han en HD i organisation og strategi fra Copenhagen Business School i 1998. I 1999 kom Jesper Kirkeskov til SBi som kommunikationschef, og i 2004 kunne han tilføje en Master of Computer-mediated Communication (MCC) fra Roskilde Universitet på sit CV.
Jesper Kirkeskov har stået for videreudviklingen af en omfattende formidlingsplatform for SBi-anvisninger, der giver vejledning i, hvordan man i byggeriet løser opgaver inden for et givent område i overensstemmelse med god praksis.
Ud over anvisningerne i både digital form og som bøger, har Jesper Kirkeskov de seneste år opbygget en omfattende kursusvirksomhed på SBi, hvor byggeriets parter kan møde fageksperterne bag anvisningerne og dermed få den nyeste viden på området.