23948sdkhjf

Førstehåndsberetning fra "folkefronten" på Bornholm

Licitationens Christiansborgmedarbejder drog til "det politiske himmerrige" - Folkemødet på Bornholm
Da det første folkemøde fandt sted i Allinge på Bornholm sidste år, opdagede jeg som Licitationens Christiansborgmedarbejder, at der var meget ensomt på Christiansborg.

Ligesom så mange andre havde jeg undervurderet det nye folkemøde- initiativ, men det sker kun én gang, så i år var også Licitationen på plads på klippeøen.

For et "politisk dyr" er folkemødet som at sende en lille dreng ind i en legetøjsbutik med frit valg på alle hylder.

At kalde det folkemøde er en sandhed med modifikationer, selv om der i år ifølge arrangørerne var klart flere deltagere fra "folket". Folkestyremøde er måske mere dækkende, idet alle folkestyrets interessenter var mødt frem på Bornholm – politikere, lobbyister, store og små organisationer og ikke mindst journalister.

Overalt i Allinge så man repræsentanter for folkestyrets mange elementer, og ikke mindst arbejdsmarkedets mange organisationer var mødt frem med telte eller havde ligefrem lejet sig ind på et helt hotel eller en restaurant, hvor de kunne holde debatmøder i stribevis.

Politikerne måtte i perioder nærmest løbe rundt fra den ene debat til den anden om vidt forskellige emner, og journalisterne kunne godt have brugt et par dobbeltgængere for at kunne nå at følge med i de næsten 750 forskellige arrangementer.

Men der var også tid til at stoppe op og udveksle synspunkter, når man mødte hinanden på gaden, eller hyggede sig over en kop kaffe eller måske en pilsner. Det var dansk folkestyre for fuld udblæsning, og meget få af de mange fremmødte var i tvivl om, at Folkemøderne, ligesom det er sket på den svenske ø Gotland, er kommet for at blive.

Jeg glæder mig allerede til næste år. Men så vil jeg være i bedre tid, så jeg kan få en anden indkvartering end en campinghytte 14 kilometer fra Allinge.

Og mon ikke de bornholmske arrangører også indser, at busserne skal have "festival-køreplaner". Det der med to timer til næste bus er ikke videre smart, når man vil have borgerne frem til folkemødet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096