Liv i byggeriet uden for kontortid
Fremtidens erhvervsbyggeri skal leve døgnet rundt. Visionen bliver afprøvet i fuld skala på Havneprojektet Pakhus 2013 i Aarhus
Det er udviklingsselskabet Ø2, som med Pakhus 2013 giver sit bud på "Fremtidens Erhvervsbyggeri". Det kommende nybyggeri skal summe af liv døgnet rundt, året rundt, og virksomhederne skal i højere grad være en aktiv del af en bydel ved eksempelvis at dele faciliteter med lokalområdets beboere for at skabe liv i bygningerne uden for almindelig arbejdstid.
Når medarbejderne går på weekend, er beboerne i området klar til at rykke ind i virksomhedernes lokaler. Den fælles kantine forvandles til bydelens foretrukne restaurant, og mødefaciliteterne anvendes til foredrag, kunstudstillinger eller fester.
Tænker i fællesskab
Ideen med aktivitet i bygningerne 24-7 er et af flere punkter, der skiller nutid fra fremtid i Pakhus 2013. Måden at udvikle de kommende 35.000 etagekvadratmeter på adskiller sig også fra den traditionelle udviklingsmodel, fordi de kommende lejere selv er med til at udforme de rammer, de skal fylde ud.
- Sanserne skærpes i en krisetid. Vi tænker i fællesskab, funktion og fleksibilitet. Vi ser på, hvad byggeriet skal bidrage med i forhold til bydelen, og hvad det skal kunne for dem, der skal anvende ejendommen i og uden for normal kontortid, siger Rune Kilden, direktør i udviklingsselskabet Ø2 til Nybolig Erhvervs magasin Business.
De kommende lejere ønsker blandt andet, at deres virksomheder kan vokse uden at skulle flytte til andre lokaler. Derfor bliver ejendommen tegnet på en måde, så etagerne let kan lægges sammen til større lejemål uden store omkostninger.
Oplagte synergier
Før den finansielle krise satte ind oplevede Rune Kilden virksomhederne tænke i vækst og udvidelsesmulighederne på en anden måde i valget af nyt domicil.
- De tog ekstra plads fra begyndelsen af frygt for at vokse ud af rammerne. I dag ser de på, hvordan andre kan være med til at dække omkostningerne. De behøver ikke længere selv have alle funktioner i deres egne lokaler, hvis de bare har adgang til tingene, siger Rune Kilden.
Ifølge Nicolai Steinø, arkitekt MAA, ph.d. og lektor ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi på Aalborg Universitet, viser Aarhus en af de fremtidige veje for erhvervsbyggeri.
- De mest visionære virksomheder vil være interesserede i at blive en del af et miljø, hvor der opstår synergieffekter og virksomheder er sammen med andre, der ikke nødvendigvis laver det samme som dem selv. Det at dele bygninger vil vi helt sikkert se mere af i fremtiden, siger Nicolai Steinø.