Bygningsarbejdere vender tilbage til skolebænken
Markant fremgang i 2012 i antallet af deltagere på byggeriets arbejdsmarkedsuddannelser
Det er ikke mindst ledige, der i langt større omfang strømmer til AMU-kurserne, men også antallet af beskæftigede på skolebænken er steget, fremgår det af statistikken fra Børne- og Undervisningsministeriet.
De lediges deltagelse i AMU-kurser inden for bygge og anlæg er steget med hele 68 procent og udgør hver femte kursist.
Der har i alt været 51.200 deltagere på AMU-kurser inden for BAI - det vil sige bygge, anlæg og industri. Der er tale om en stigning på knap 10.000 kursister i forhold til 2011. Dermed bryder bygge og anlæg sammen med få andre brancher den generelle trend med et fortsat fald i AMU-aktiviteten.
Udgiftsloft fjernet
Både Dansk Byggeri og Byggegruppen i 3F betegner det som en særdeles positiv udvikling.
- Når bygge og anlæg har fremgang i efteruddannelsesindsatsen, skyldes det flere forhold, men primært, at en række skoler omkring de store byer i samarbejde med os og 3F har lavet særlige uddannelsespakker målrettet bygningsarbejdere for at omskole dem til de store infrastrukturprojekter samt at flere virksomheder bruger vinterperioden til at få medarbejderne på kursus, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.
Hun mener også, at det har haft positiv betydning, at regeringen med virkning fra 1. april i fjor ophævede loftet over, hvad lediges AMU-kurser må koste, idet bygge- og anlægskurser generelt ligger i den dyre ende.
Uddannelseskonsulent Steen Boesen fra Byggegruppen i 3F noterer, at de lediges andel af kursisterne er vokset betragteligt.
- Det skyldes ikke mindst det hævede loft og så de mange glimrende initiativer, der er taget lokalt for at opkvalificere arbejdskraften til de mange store bygge- og anlægsprojekter, siger han.
Certifikatkurser hitter
Topscorerne hos kursisterne er især uddannelser, der afsluttes med certifikat, som er nødvendigt for at bestride bestemte jobfunktioner.
Det gælder blandt andet den absolutte topscorer Vejen som arbejdsplads", der har haft omkring hver tiende af samtlige bygge- og anlægskursister. Andre meget velbesøgte kurser er betjening af teleskoplæsser, opstilling af rulle- og bukkestillads, opstilling af systemstilladser, sikkerhed ved arbejde med asbest samt nivellering.
Også alle de mange AMU-uddannelsestilbud om kloakering har haft mange deltagere i 2012.