23948sdkhjf

Byggeledere skal være bedre til mennesker

Den gode byggeleder skal have mere end blot fagtekniske kompetencer - og det tager KEA nu konsekvensen af
De bedste byggeledere har ikke bare fagtekniske kompetencer. Ledelse af medarbejdere, relationer til kunder, kommunikation og samarbejde tegner også profilen af den gode byggeleder.

Det viser en fællesnordisk analyse med det mål at forbedre uddannelserne i byggeriet.

Det er KEA - Københavns Erhvervsakademi - der har stået for den danske del af analysen, som er baseret på interviews med en række byggeledere, som kolleger i branchen har betegnet som nogle af landets bedste.

- På den baggrund er der meget, der tyder på, at de bedste byggeledere er lidt ældre og erfarne personer, der over mange år har lært sig en masse om relationer, det være sig i forhold til chefer, medarbejdere og kunder. Det er ofte ikke officielle uddannelser men kompetencer, som er oparbejdet gennem mange års arbejde og relationer med andre mennesker. God byggeledelse skal både kunne holde fokus på projektet og på det at lede mennesker. De tre vigtigste kompetencer er fokus, planlægning og medarbejderhåndtering, siger Morten Juel-Hansen til Licitationen.

Han underviser til daglig i virksomhedsdrift og økonomi på KEA og har sammen med sin kollega Mattias Straub gennemført den danske del af analysen.

- Målet med analysen har været at undersøge, hvad den gode byggeleder kan for at få det indarbejdet i uddannelserne, siger han.

Stort behov

Den danske og den svenske undersøgelse peger i samme retning, men der er noget, der tyder på, at de svenske byggeledere er mere servicemindede end de danske og har mere fokus på kunden.

Den svenske analyse viser, at de er vældigt fokuserede på at tilfredsstille kunder, virksomheden, de arbejder for - og deres medarbejdere.

- Det er en bred skala af kompetencer, der skaber den gode byggeleder, men frem for alt er det at kunne håndtere komplekse processer og se sammenhænge. Det er vigtigt at se de kritiske punkter i processerne, forstå produkterne og samtidigt at kunne stimulere og motivere sine medarbejdere. Noget der ikke kan læres på skolebænken, men må læres ved at lede projekter i praksis, siger Per-Erik Josephson, professor ved Chalmers tekniske Högskola i Gøteborg.

Han vurderer, at de bedste bygge- og produktionsledere ofte er ældre og meget erfarne personer.

- Analysen viser også, at der er et stort behov for at oplære nye ledere i branchen. Den teoretiske uddannelse om ledelse af byggeprocesser er vigtig, men den kan ikke stå alene, der sker nemlig også en stor oplæring på pladsen, for eksempel omkring logistik og ledelse af medarbejdere. En vigtig kompetence, er at kunne planlægge projekter - og kunne holde tidsplanen. En anden vigtig kompetence er at kunne håndtere og lede mennesker til at holde planen ved at skabe tillid og ved at kunne have gennemslagskraft som leder, siger Per-Erik Josephson.

Bløde fag opprioriteres

På baggrund af analysen er KEA allerede i gang med at opdatere uddannelsen til bygningskonstruktør. Det indebærer, at nye fag som projektledelse og økonomi vægtes mere, og at der bliver øget fokus på samarbejde og kommunikation. Det vil få virkning allerede i efteråret.

- Hverken de hardcore tekniske fag eller de mere bløde fag kan stå alene. Så ud over at vi skal give de studerende værktøjer til administration og regnskab, skal vi også som undervisere tænke lidt mere holistisk, siger Morten Juel-Hansen.

KEA og andre uddannelsesinstitutioner samarbejder i øvrigt i øjeblikket med Dansk Byggeri og Teknisk Landsforbund om at udvikle en helt ny toårig uddannelse målrettet byggeriet med fokus på ledelse, kommunikation og planlægning.

Morten Juel-Hansen oplyser, at der ikke er sammenhæng mellem KEA’s analyse og ønsket om den ny uddannelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095