Hobro genfinder sin fjord
Det blev Team Schønherr, der midt i marts vandt på sit forslag om blandt andet at styrke adgangen til bymidten, at give bustrafikken bedre forhold og ikke mindst bygge videre på Hobros eksisterende kvaliteter.
En del af projektet handler om at lade byen komme ned til fjorden, ved igen at lade Havnegade gå direkte ned mod Søndre Kaj og fjorden, ligesom den gjorde i 1970erne. På den måde skaber man plads til at bygge en ny bydel mellem Havnegade og Østergade med en serie mindre byrum. I inderhavnen ved siden af rådhuset skal det store grønne areal lægges om, så der skabes et byrum, der tiltrækker besøgendes opmærksomhed mod fjorden, blandt andet med en siddetrappe.