Stor restaurering på Frederiksborg
Audienshuset på Frederiksborg Slot restaureres for 24,5 millioner kroner. A.P. Møller fond og staten betaler
Det er dog ikke statskassen alene, der skal holde for, idet de 5,5 millioner kroner af udgifterne i år betales af en donation fra A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond.
Formålet med projektet er gennem et omfattende restaureringsarbejde at sikre de enestående barokinteriører i Audienshuset for eftertiden.
Høj bevaringsværdi
- Audienshuset blev indrettet i 1680"erne og har en meget høj bevaringsværdi. Det enestående og meget originale interiør trænger til en gennemgribende restaurering. Restaureringsarbejdet omfatter restaurering af Audienssalens og Audiensgangens stuklofter og paneler samt konservering af malerier og malerirammer, oplyser kulturministeren.
På baggrund af tilstandsvurderinger, udført af Nationalmuseet, er der udarbejdet et budget, som har ligget til grund for en ansøgning til fonden om en donation, der i alt løber op i 23,5 millioner kroner, hvoraf to millioner kroner er afsat til forsknings- og formidlingsformål.
Staten bidrager med én million kroner til projektstyringen, og det samlede projekt er planlagt udført i perioden 2012-2015.