Byggenyt
ESBJERG: Formanden for Plan & Miljøudvalget i Esbjerg, John Snedker, vil nu mødes med folkene bag prestigebyggeriet Karreen i Kongensgade i Esbjerg, skriver Jydske Vestkysten.
Det vil han, fordi bygherren Ny Droob ApS har søgt om en dispensation til at gøre byggeriet højere.
Det er potentielle købere til taglejlighederne i alderen 60+, der har ønsket, at lejlighederne gøres let tilgængelige med elevator-adgang til lejlighederne direkte fra parkeringskælder og gaden, og at taglejlighederne indrettes i kun en etage og uden indvendig trappe.
Den udgave af byggeriet, bygherren nu ønsker at realisere, vil ifølge John Snedker nogle steder blive op til tre meter højere end det nu tilladte, og derfor mener han, at det bliver nødvendigt med en helt ny lokalplan.
REGION MIDTJYLLAND
HOU: Forleden holdt Odder Kommune borgermøde om helhedsplanen for Hou Havn.
Det var et velbesøgt møde, idet omkring 150 Hou-borgere var mødt frem for at give deres bidrag til planen, og det kastede de sig over med stor iver.
Forinden havde repræsentanter for arkitektfirmaet Arkitema fortalt om grundlaget for planen, og hvad den skal indeholde.
Jann Ulrich Bech, Byplanarkitekt fra Arkitema gav baggrunden for helhedsplanen og nogle bud på hvad den kan indeholde.
Det er hensigten at få skabt en levende havnebydel med plads til ophold og bevægelse og med sammenhæng til eksisterende rekreative ruter.
På baggrund af de mange, mange kommentarer, der indkom på borgermødet, vil Arkitema i løbet af efteråret udarbejde deres forslag til helhedsplan, der derefter skal ud i offentlig høring, inden den skal vedtages af byrådet.
HOLSTEBRO: Ejsing Fjernvarmeforsyning A.m.b.a., der i dag køber varme fra fjerkræsslagteriet Rose Poultry, ønsker at etablere et nyt selvstændigt biomassefyret varmeværk, og i den forbindelse har et forslag til lokalplan været til høring. Lokalplanforslaget udlægger også et areal til et solvarmeanlg.
Teknisk Udvalg i Holstebro Kommune har sagen på dagsordenen den 2. september, og indstillngen fra forvaltningen er, at udvalget overfor byrådet anbefaler, at lokalpanen vedtages endeligt.