Fortsat tilskud til boligforbedringer
Enhedslisten har ikke lagt sig fast på, hvordan en boligtilskudsordning skal se ud
Enhedslisten tager udgangspunkt i den aftale, som Enhedslisten lavede med regeringen i fjor om en særlig pulje på 500 mio. kroner til energiforbedringer.
Det oplyser finansordfører Frank Aaen over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Regeringen kan ikke bare fjerne bevillingen fra regnebrættet, men det er fornuftigt at kigge på, hvordan pengene bruges mest hensigtsmæssigt. Det vil vi gerne være med til, siger han.
Dansk Byggeri offentliggjorde i går en undersøgelse, som viser, at den eksisterende BoligJobordning - håndværkerfradraget i daglig tale - er en succes.
En fjerdedel af landets husstande vil benytte hele eller dele af fradraget i år.
Dansk Byggeri forventer, at ordningen alene i år vil skabe 5.000-5.500 ekstra job.
- En del af kritikken af håndværkerfradraget går på, at der er for meget dødvægt. Der gives penge til noget, der ville blive udført alligevel, men vi har ikke lagt os fast på den ene eller anden model. Vores tilgang er fortsat det, vi blev enige om sidste år, og det vil sige en pulje, der er mere målrettet energiforbedringer, og knap så bred som håndværkerfradraget, siger Frank Aaen.
Venstre: En succes
Derimod er Venstre ikke sen til at erklære sig enig med Dansk Byggeri i, at BoligJob-ordningen er en succes. En succes, som skal fortsætte også næste år.
Det siger Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby.
- Undersøgelsen bekræfter os i, at ordningen er en succes, og at den skal fortsætte. Ikke bare skaber den beskæftigelse, hvad er nok så vigtigt nu og her. Samtidig sker der nogle væsentlige boligforbedringer, som uden tvivl også betyder mindre energiforbrug. Endelig flytter man arbejde fra sort til hvidt, siger Ellen Trane Nørby til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Venstre har i sit forslag til finanslov afsat 1,7 mia. kroner til en særlig erhvervsskattepakke, som blandt andet skal bruges til at videreføre håndværkerfradraget i uændret form. Det betyder, at der også fortsat skal kunne ydes fradrag for lønudgifter i forbindelse med serviceopgaver i private husholdninger, eksempelvis til rengøringshjælp eller børnepasning.
- Vi vil tage forslaget med til finanslovsforhandlingerne, hvis vi bliver indbudt. Vi håber, at regeringen som ved skatteforhandlingerne er interesseret i en bred aftale, og vi håber, vi og andre kan overbevise regeringen om, at BoligJobordningen er en succes og har haft en endog meget stor effekt, siger Ellen Trane Nørby.
Det var VK-regeringen, der indførte Boligjobordningen med virkning fra 1. juni sidste år.
SRSF-regeringen videreførte ordningen i 2012, da det ikke var muligt administrativt at få gennemført den energitilskudsordning, man ellers var enig med Enhedslisten om.
I finanslovsforslaget for 2013 er begge initiativer skrottet.