Underbetaling skal give byggefirmaer karantæne
Enhedslisten i København vil udelukke byggefirmaer fra kommunale udbud, hvis de bruger underbetalt arbejdskraft
Enhedslisten foreslår, at det skal koste fem års udelukkelse fra offentlige udbud i hovedstaden, hvis man tages i at snyde i forhold til udbudsbetingelserne.
Morten Kabell fra Enhedslistens gruppe i Borgerrepræsentationen lægger over for Licitationen - Byggeriets Dagblad ikke skjul på, at forslaget stilles efter afsløring af, at entreprenørvirksomheden E. Pihl & Søns underentreprenører i flere tilfælde ikke har overholdt dansk overenskomst og har haft problemer med arbejdsmiljøet - også på offentlige byggeopgaver.
- Vi indrømmer, at det er et meget drastisk skridt, men vi mener, det er nødvendigt. Virksomheder byder på arbejde for Københavns Kommune under en række udbudsregler om at overholde danske løn- og arbejdsvilkår og krav om lærlinge for eksempel, og hvis man så ikke overholder de spilleregler, skal det have konsekvenser. Disse virksomheder tilraner sig en konkurrencefordel på bekostning af virksomheder, der overholder spillereglerne. Det handler om at sørge for objektive og lige vilkår, siger Morten Kabell.
- Alle parter burde hilse vores initiativ velkomment. Det vil sortere brodne kar fra og uden tvivl have en præventiv virkning, mener han.
Udelukkelsen skal gælde for alle virksomheder, der benytter underbetalt arbejdskraft eller groft tilsidesætter indgåede aftaler.
Måske ulovligt
I første omgang foreslår Enhedslisten, at kommunens forvaltning undersøger, hvilke muligheder kommunen har for at udelukke virksomheder fra at deltage i kommunens udbud.
Det skal ske ved henvendelse til Indenrigsministeriet for at få afklaret, om en gennemførelse af forslaget kræver lovændring.
- Kommunens jurister frygter, at vores forslag ikke er lovligt. Hvis det er korrekt, så kan vi blive tvunget til at indgå aftaler med nogen, som snyder os, fordi vi er forpligtet til at give arbejdet til dem, der byder lavest. Det er ikke rimeligt, mener Morten Kabell.
Det var onsdag før deadline ikke muligt at få en kommentar fra Københavns Kommunes udbudsafdeling.
Pihl burde undersøges
Enhedslisten forestiller sig, hvis forslaget gennemføres, at det i sidste ende er Borgerrepræsentationen efter indstilling fra forvaltningen, der skal træffe beslutning om udelukkelse af en entreprenør.
- Nu har vi desværre ikke en sådan udelukkelsesregel endnu, men havde vi, ville det med alle de eksempler og indberetninger være oplagt at undersøge og overveje en udelukkelse af Pihl, siger Morten Kabell.
Enhedslisten forslag er til behandling på Borgerrepræsentationens møde i aften.
Leder side 4