Skorsten pilles ned efter storbrand på Østerbro
Brandfolk har kun gløder at se til efter storbranden på Østerbro i København. Beboerne kan snart vende hjem.
Det fortæller indsatschef Thomas Rydahl fra Københavns Brandvæsen, som nu kan gøre endelig status over den voldsomme brand, som brød ud onsdag aften.
- Ilden er slukket, men der ligger nogle smågløder rundt omkring, som vi nu går rundt og slukker stille og roligt, siger han ved 00.30-tiden til Ritzau.
- Nu kommer der et entreprenørfirma ud og skal pille en skorsten ned. Når den er pillet ned, så tror jeg, at dem, som bor i lejlighederne, kan komme ind igen, tilføjer indsatschefen.
Op mod 100 personer har været evakueret, og flammerne stod fem meter op fra taget, da ilden var på sit højeste.
De evakuerede beboere i tre opgange på Kirsteinsgade er allerede vendt hjem, mens beboerne fra tre opgange på Sankt Jakobs Plads fortsat må vente indtil branden er helt slukket og skorstenen taget ned.
Københavns Brandvæsen har fået et ganske godt overblik over skaderne i ejendommen.
- Der er brændt hul i taget, og så er der nogle pulterrum helt oppe under taget, som er brændt, men der er ingen af lejlighederne, der er brændt overhovedet. Dem har vi reddet alle sammen, fortæller Thomas Rydahl.
- Der er et par lejligheder, der har noget vandskade på grund af nedsivende vand efter slukningen. Men der har vi reddet folks ejendele ud, tilføjer han.
To brandmænd er kommet til skade ved branden, da den ene har fået tagsten eller rester fra en skorsten ned over sig, mens den anden fik en forbrænding bag øret.
Begge brandmænd har nu været på skadestuen og har det godt, siger indsatschefen.
Københavns Brandvæsen sendte tre stigevogne og tre sprøjter til branden, hvor op mod 30 brandfolk kæmpede mod flammerne. Klokken 00.30 var der otte tilbage på stedet, som gik rundt og slukkede de sidste gløder.
Det er endnu uvist, hvad der startede branden oppe under taget.
/ritzau/