23948sdkhjf

Pihl-konsortier fortsat med om kæmpeopgaver

Tre af landets største offentlige bygherrer er enige om, at Pihls konkurs ikke diskvalificerer de konsortier, som Pihl har været en del af
Entreprenørgiganten Pihls konkurs har ikke alene givet store problemer for en række igangværende bygge- og anlægsprojekter, som risikerer forsinkelse og fordyrelse. Det giver også juridiske udfordringer for kommende offentlige projekter, hvor Pihl er blevet prækvalificeret som deltager i et konsortium.

Pihl er deltager i konsortier, der er prækvalificeret til store entrepriser på Femern, metroudvidelse i København og i forbindelse med den ny jernbane mellem København og Ringsted.

Den generelle holdning hos de tre store bygherrer, Femern A/S, Metroselskabet og Banedanmark er, at Pihls konkurs ikke umiddelbart skal komme Pihls konsortiepartnere til skade og heller ikke give anledning til mindre konkurrence.

Nyt metro-udbud

I et enkelt tilfælde giver Pihls konkurs imidlertid anledning til nyt udbud. Det er Metroselskabet, der har valgt at genudbyde en af fire storentrepriser på anlægsarbejdet til en ny metrolinje til Nordhavn.

Det drejer sig om en entreprise med anlægsarbejdet over jorden, herunder også opførelse af en ny overjordisk station ved Orientkaj. Her er Pihl såkaldt førsteskriver på tilbuddet, hvor Züblin er partner.

Baggrund for at sende denne entreprise i udbud på ny er, oplyser Metroselskabet, dels for at sikre optimal konkurrence, dels fordi denne entreprise - modsat tunnelentrepriserne - er uafhængig af arbejdet på Cityringen. Der er derfor ikke er det samme tidspres for entreprisen med arbejdet over jorden.

Pihl er også prækvalificeret til de to tunnelentrepriser på Nordhavnsmetroen, men her er vurderingen, at Pihl & Søns rolle er mindre betydende, således at Hochtief og Züblin nu alene er tilbudsgivere.

Ekstraordinær situation

På jernbaneprojektet København – Ringsted (KH-RG) blev Pihl i marts i år prækvalificeret i konsortium med Per Aarsleff A/S på en stor tunnelentreprise, der strækker sig over knap fire km fra Retortvej i Valby og langs Holbækmotorvejen gennem Hvidovre Kommune og forbi Avedøre Havnevej.

Kontraktchef Niels Sørensen fra Banedanmarks KH-RG-organisation oplyser, at der er tale om udbud med forhandling, og at JV Pihl & Aarsleff afgav første tilbud dagen efter Pihls konkurs.

- Vi vurderede nøje situationen, herunder om vi var forpligtet til at se bort fra dette tilbud. Det var vores umiddelbare vurdering, at vi ikke var forpligtet til at se bort fra tilbuddet fra JV Pihl & Aarsleff. Per Aarsleff A/S oplyste, at de agtede at overtage Pihls forpligtelser og nogle nøglemedarbejdere og derfor fortsætter udbudsprocessen som planlagt, siger Niels Sørensen til Licitationen.

- Der er tale om en ganske ekstraordinær situation, som ingen nedskrevne regler regulerer. Udbudsreglerne har til formål at sikre konkurrence og ikke gennem unødig formalisme at begrænse den, siger han.

Udbudsprocessen på den ny bane fortsætter derfor med fire bydende. Det er tyske Hochtief Solutions AG, hollandske TBI Infra BV, JV MT Højgaard & Züblin og JV Pihl u.k & Aarsleff.

KH-RG-organisationen har netop i brev meddelt de bydende beslutningen og baggrunden herfor.

Konsortium fortsætter

På Femern-forbindelsen er Pihl en af ni deltagere i et konsortium, Femern Link Contractors, der er prækvalificeret til begge tunnelentrepriser og til portalentreprisen. Konsortiet har over for bygherren, Femern A/S, oplyst, at man fortsat er interesseret i at byde på opgaverne.

Femern A/S oplyser til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at prækvalifikationen af de konsortier, der skal byde på de fire store anlægskontrakter generelt bygger på princippet om, at de deltagende virksomheder samarbejder som én enhed og hæfter solidarisk for gruppens engagement med bygherren. Kriterierne for at kunne deltage i tilbudsrunden er blandt andet finansiel styrke, teknisk og ledelsesmæssig kapacitet og udstyr.

Femern A/S oplyser, at man nøje har analyseret og vurderet Femern Link Contractors anmodning om opretholdelse af prækvalifikationen og finder fortsat, at konsortiet besidder de nødvendige forudsætninger for at fortsætte i udbudsprocessen.

Konsortiet har desuden redegjort for, hvordan Per Aarsleff A/S, som også indgår i gruppen, har sikret sig de nøglepersoner hos Pihl & Søn A/S som de vurderer, er centrale for buddet på Femern Bælt projektet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125