23948sdkhjf

Praktikpladskøen bare vokser

Køen i byggeriet vokset med en tredjedel på et år
Det seneste år er antallet af unge uden praktikplads i byggeriet vokset med over en tredjedel. De nyeste tal viser, at alene i bygge og anlæg er 2.762 unge uden praktikplads mod 2.070 på samme tidspuntk sidste år.

Der bliver derfor rigeligt at snakke om, når et udvalg, som børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) har nedsat til at kigge på erhvervsuddannelserne og ikke mindst praktikpladssituationen, mødes første gang i morgen. Udvalget har deltagelse af LO, DA og KL samt Børne- og Undervisningsministeriet.

- Tallene understreger desværre, at der er behov for at få kigget på hele praktikpladsudfordringen, så vi på den lange bane kan få løst problemet, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.

Dansk Byggeri er kommet med sit indspark til udvalget. Det handler blandt andet om adgangsbegrænsning til de enkelte uddannelser, en mere velfungerende skolepraktik og særlige klyngemodeller opbygget omkring praktikpladscentre. Her kan en lærling få sin praktik i flere korte forløb i flere virksomheder.

Nej til kvoter

I Byggegruppen i 3F er man enige i de to sidste forslag, men man siger nej til kvoter.

- Vi kan ikke kvotere os ud af praktikpladsproblemet, siger Johnny Frimann Storm, uddannelseskonsulent i Byggegruppen og med i Træfagenes Uddannelsesudvalg.

Han kan konstatere, at køen til en praktikplads blandt tømrerlærlingene blot stiger og stiger. Siden sidste år er køen vokset med 55 procent fra 628 til 978 unge.

- Det kan da godt være, at nogle af de unge tømrerspirer skal søge over til struktøruddannelsen, men vi tror ikke, at det skal ske ved hjælp af kvoter. Derimod handler det om at motivere de unge. Når de unge søger en bestemt uddannelse, er det fordi de er motiverede til netop denne uddannelse, og hvad angår tømreruddannelsen, så skal nogle bruge den til en videregående uddannelse. Vi skal bruge vores netværk ude i landet til at styrke det praktikpladsopsøgende arbejde, siger Johnny Frimann Storm.

Afspejler branchen

Mens køen af praktikpladssøgende vokser, falder antallet af indgåede uddannelsesaftaler.

I årets første syv måneder er der i byggefagsuddannelserne inklusive elektrikeruddannelsen indgået 3.056 uddannelsesaftaler mod 3.547 på samme tidspunkt sidste år, et minus på knap 14 procent. På trods af den generelle tilbagegang er der stor fremgang inden for struktørfaget og mindre fremgang for vvs- og snedkeruddannelserne.

- At struktørfaget oplever fremgang afspejler meget fint aktiviteten og beskæftigelsen i branchen. Det er næsten kun anlægsbranchen, der viser tegn på lidt optimisme, siger Louise Pihl.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092