Skanderborg optimerer bygninger
Den østjyske kommune tager et stort skridt for at nedbringe forbruget af energi med udrulningen af et stort energiprojekt. Hele kommunens bygningsmasse skal over de næste to år energioptimimeres, med besparelser på 6,5 mio. kr. om året
Over de næste halvandet til to år skal et esco-samarbejde bestående af Dansk Energi Management, Lokalenergi Handel og installatørvirksomheden Glenco udføre en lang række energibesparende tiltag for kommunen, der betyder, at knap 50 kommunale bygninger skal optimeres.
Samarbejdet medfører årlige besparelser for Skanderborg Kommune på 6,5 mio. kroner på energiregningen, og efterfølgende skal investeringerne hentes hjem i løbet af seks år.
Store forventninger
Projektets budgetramme er på 50 mio. kroner, og de tre selskaber i esco-konsortiet garanterer, at beregningerne for energibesparelsen rent faktisk kan føres ud i livet og efterfølgende dokumenteres over for kommunen.
Skanderborg Kommune har store forventninger til samarbejdet om energiprojektet, der udmønter sig i store besparelser på kommunens energibudget.
- Det er afgørende for udbyttet af investeringen, at der med denne type aftale er fuldstændig ro om projektet fra start til slut. På den måde får vi som kommune en garanti for, at projektet gennemføres, og investeringen kommer hjem igen over den lovede tidshorisont. Samtidig er der den sikkerhed for alle parter, at vi kan måle på effekten af tiltagene fra dag ét, siger projektkoordinator hos Skanderborg Kommune Bjarne E. Rasmussen og fortsætter:
- Det er et spændende projekt at gennemføre, fordi vi arbejder med en længere tidshorisont end ellers, og energioptimeringen omhandler mange bygninger over hele kommunen. Samtidig har der været relativt få erfaringer at trække på fra andre kommuner, hvilket har været en udfordring, men vi har blandt andet skelet til Middelfart og fået samlet den nødvendige information.
Præstere besparelser
Middelfart Kommune begyndte i efteråret 2008 en renovering af samtlige 97 kommunale bygninger med fokus på energibesparelser ligeledes i et esco-projekt - og allerede i 2010 var den fynske kommunes samlede energiforbrug faldet med cirka 20 procent.
- Nu går vi i gang med den egentlige entreprise i dette store energirenoveringsprojekt efter at have lagt en masse ressourcer i projekteringen sammen med vores samarbejdspartnere. Næste skridt er derfor at præstere de besparelser, som vi selv har sagt, der kan findes i kommunens bygninger, siger regionschef Søren Stougaard fra Glenco.
Han regner med at have 15-20 Glenco-ansatte og omkring 10-15 mand i arbejde hos underleverandører til at udføre det omfattende energiprojekt over hele kommunen.