Fingrene væk fra arbejdsmarkedet
Enhedslisten advarer mod krav fra DF om EU-indblanding i faglig konflikt
Det er en konflikt, der kan trække dybe spor langt ind på andre områder, herunder byggesektoren, hvis et forslag om blokadeforbud mod virksomheder, der har indgået overenskomst med en arbejdsgiverorganisation, gennemføres.
Morten Messerschmidt henviser til dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 2006, der forbyder eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet, og på den baggrund vil Messerschmidt have EU-Kommissionen til at gribe ind med blokadeforbud.
Hyklerisk
Men Enhedslistens gruppeformand Per Clausen kalder det "chokerende", at Morten Messerschmidt vil have EU til at styre det danske arbejdsmarked:
- Det er tilsyneladende vigtigere for Morten Messerschmidt at bekæmpe danske fagforeninger og lønmodtagere end at forsvare dansk selvbestemmelse. Andre forklaringer kan der ikke være på, at han nu vil inddrage EU i konflikten mellem Vejlegården, Krifa og 3F, siger Per Clausen.
Han mener, at sagen afslører, at Morten Messerschmidts modstand mod EU og forsvar for dansk selvbestemmelse er "hyklerisk":
- Når han har brug for det, appellerer han gerne til EU om hjælp. Vi mangler et klart svar fra Morten Messerschmidt, om han generelt ønsker, at EU skal overtage kontrollen med vores arbejdsmarkedspolitik. Jeg tror, det vil overraske mange af de mennesker, der stemte på Morten Messerschmidt til EU-parlamentsvalget, siger Per Clausen.