23948sdkhjf

Et nyt slag for den grønne omstilling

Private virksomheder i kamp for bedre offentlig adgang til oplevelser, kultur og bæredygtig byudvikling. Et paradoks? Dansk Arkitektur Center kalder det kreative partnerskaber og et sandt barn af de sociale medier
Dansk Arkitektur Center (DAC) har sammen med Realdania netop været værter for konferencen “Dedicated to Architecture" hvor debatten om udvikling af fremtidens arkitekturinstitutioner har været oppe at vende.

Hvordan kan fremtidens kulturinstitution fungere som forandringsagent i samfundet?

Det var et af de spørgsmål, de fremmødte fik nogle af svarene på.

- Vi kan se en international tendens til, at private virksomheder kommer til at spille en mere fremtrædende rolle som drivere af oplevelsesdestinationer, end tidligere, hvor samarbejdet bestod i enkeltstående donationer, siger Rasmus Rune Nielsen, udviklingschef i Brand & Relationer i Dansk Arkitektur Center.

Han tilføjer:

- Fremtidens kulturinstitutioner kommer til at bygge på et meget indgående partnerskab mellem virksomheder, fonde og offentlige midler, hvor vi sammen kan skabe oplevelser med en bred offentlig profil, siger Rasmus Rune Nielsen, der bruger Siemens The Crystal i London som afsæt.

Løs byernes udfordringer

The Crystal, der åbnede i september 2012, er Londons nyeste vartegn og verdens største konference- og udstillingscenter dedikeret til bæredygtige byer.

Målet er at skabe et fælles forum for eksperter, virksomhedsledere, beslutningstagere og borgere verden over og finde nye løsninger på byernes udfordringer - lige fra urbanisering, demografiske forandringer og klimaforandringer.

- Siemens vælger at gå ind og opføre et center, der henvender sig til bred offentlighed, men rejser en bredere dagsorden om at skabe bæredygtig byudvikling. Private har i mange år støttet og sponsoret formidling og her åbner et oplevelsescenter, der er en spændende ny måde at formidle - uden at man nødvendigvis skal købe et produkt, men derimod skabe en bredere dagsorden, født ud fra et behov om at gøre grøn omstilling til en folkesag. Siemens arbejder meget med at komme tæt på beslutningstagerne, men også med at komme i tættere dialog med borgerne - for på den måde at få dem til at skabe efterspørgsel i det politiske system, siger Rasmus Rune Nielsen.

På den måde tjener det vel også nogle kommercielle interesser. Tiltaget med The Crystal er vel ikke kun for offentlighedens blå øjnes skyld?

- Nej, Siemens er også sat i verden for at tjene penge, men der ligger tillige en reel motivation om at gøre en forskel, siger Rasmus Rune Nielsen, der trækker en lige linje fra fremtidens kulturinstitutioner til den udbredte brug af sociale medier - hvor almindelige brugere på et splitsekund kan opdage, når der er misforhold imellem, hvad man siger, og hvad man gør.

- Det giver problemer brandingsmæssigt, hvis man bliver grebet i hykleri. Derfor er der øgede krav om sammenhængskraft, og skal man levere grøn omstilling, er der også krav om at man bidrager til en ny og mere holistisk tilgang til at flytte en dagsorden, siger Rasmus Rune Nielsen.

Han fortæller, at det også er DAC’s håb at nå ud til en endnu bredere offentligheden, når man om nogle år rykker ind på Bryghusgrunden, hvor DAC vil fylde cirka 25 procent, mens resten af pladsen går til caféer, bitikker, erhverv og boliger.

- Vi håber på en lille by under tag, hvor publikum kan komme tæt på aktiviteterne i huset og dermed være med til at skabe en fælles dynamik, siger Rasmus Rune Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156