Priser på ejerlejligheder stiger i København
Den rekordlave rente har betydning for boligsalget. Salget er dog stadig 25 procent under det normale for årstiden.
Det er specielt køberne af en villa i hovedstadsområdet, der slipper billigere i dag, da den reelle udgift her er næsten halveret over en femårig periode.
Der er ifølge kommunikationschef i EDC Jan Nordmann to årsager til det dramatiske fald i de månedlige udgifter:
- Dels det generelle fald i boligpriserne og dels den rekordlave rente, der gør det endnu billigere at låne. Disse to faktorer opvejer rigeligt effekten af, at værdien af rentefradraget udhules fra 2012, hvilket alt andet lige vil give en stigende tendens i nettoydelserne, siger Jan Nordmann.
Ejerlejligheder stiger
For ejerlejlighedernes vedkommende ses en stigende nettoydelse i Region Hovedstaden. Det er et udtryk for, at priserne på disse boliger er begyndt at stige. Den gennemsnitlige nettoydelse på en lejlighed i Region Hovedstaden er steget fra 8.000 kroner til 8.800 kroner de seneste 6 måneder.
Set i lyset af en stabil reallønsudvikling skal en boligkøber sætte en væsentlig mindre del af sin løn af til boligudgifter, end han skulle for bare fem år siden.
- De seneste fem års krise har været en fordel for førstegangskøbere. De kan gøre et godt køb og sikre lånet med en fast, lav rente, siger Jan Nordmann.
I andet kvartal 2012 var der 9 procent flere boligkøbere, der valgte at slå til og investere i en ny bolig i forhold til samme kvartal 2011. Salget er dog stadig cirka 25 procent under det normale for årstiden. For byggesektoren er det vigtigt, at der igen kommer gang i boligsalget og dermed også nybyggeriet.