Boykot af byggegiganter
Norsk vejvæsen truer med at udelukke NCC Roads og Veidekke fra at deltage i udbud i et år firmaer er rystede - det samme kan ske i Danmark
- Beslutningen er taget på grundlag af, at de to selskaber har erkendt at have deltaget i ulovligt prissamarbejde i Trøndelags-fylkene. En eventuel afvisning fra asfaltkonkurrencerne vil give en klar melding om, hvordan vi ser på den slags ulovligheder, udtaler direktør for Statens Vegvesen, Terje Moe Gustavsen.
Rystede firmaer
De to firmaer er rystede over, at Statens Vegvesen med denne offentlige melding truer med en reel sortlistning.
Både Veidekke og NCC Roads har tidligere i Licitationen fortalt, at det var enkeltmandsværk og for NCCs vedkommende erkender de sig kun skyldige i en del af konkurrencestyrelsens beslutning.
Veidekke er oprørt.
Firmaet har medvirket aktivt til opklaringen af sagen. Og slipper muligvis for at betale bøden.
De kalder meldingen fra Statens Vegvesen urimelig og har sat deres jurister på sagen, da de ikke mener, at det er lovligt at blive udelukket på den måde.
- Vi kan ikke se, at det er grundlag for en sådan beslutning og vil derfor bestride den, siger kommunikationsdirektør i Veidekke, Kai Krüger Henriksen, der dog vil undersøge varslet nærmere, før de vil udtale sig mere.
Hos NCC Roads forstår de ikke meldingen fra Statens Vegvesen, som de mener ikke bare er unfair for dem, men også vil ødelægge den frie konkurrence på dette område i Nordnorge.
- Det undrer os, at en stor offentlig kunde, som i dette tilfælde Statens Vegvesen går ud og meddeler offentligheden, at de på forhånd muligvis udelukker to af de tre største firmaer for at byde inden for et område i dette tilfælde NCC Roads og Veidekke. Det ødelægger den frie konkurrence, siger Göran Landgren, der er koncernchef i NCC Roads, til Licitationen.
Naturlig udvikling
Udviklingen i Norge overrasker ikke professor i konkurrenceret og EU-ret, dr. jur. Jens Fejø, der ikke er inde i den konkrete sag, men principielt siger, at den procedure ligger i EUs udbudsregler.
- Det er naturligt og i nogle tilfælde en pligt, at offentlige myndigheder kan udelukke firmaer, der har været involveret i ulovlige prisaftaler. Det handler om at undgå, at lignende situationer opstår og derfor ser jeg ikke den udvikling som særlig overraskende, men mere forventet, siger Jens Fejø til Licitationen.
Han kender ikke umiddelbart til fortilfælde i den danske bygge- og anlægsbranche, men det er heller ikke sikkert, at den slags sager kommer frem.
Opblødning
Hos Dansk Byggeri kender juridisk afdelingschef Henrik Fausing heller ikke til tilsvarende sager, men han mener ligesom Jens Fejø, at en mulig udelukkelse af firmaer, der har overtrådt konkurrenceloven, er tilladt ifølge de nuværende EU-udbudsregler.
Han tilføjer dog, at der er en mulig opblødning undervejs i den kommende revidering af EUs udbudsdirektiv.
- Ifølge forslaget bliver det muligt for dømte firmaer at kunne afværge udelukkelse, hvis de har taget nogle skridt for at rette op på sagen, så risikoen for at det kan ske igen, er minimeret. Det kan eksempelvis være i form af en fyring af de implicerede. Hvis eksempelvis to afdelingschefer fra to firmaer har koordineret uden direktionens vidende, så kan firmaer eksempelvis ved at afskedige dem, komme tilbage i det gode selskab og deltage i udbud, siger Henrik Fausing.