100 virksomheder til grønt hus
Erhvervsstyrelsen har netop udbudt opgaven om at starte et nyt grønt iværksætterhus
Erhvervsstyrelsen har udbudt opgaven om at etablere iværksætterhuset. Fristen for at afgive tilbud er 2. april klokken 12.
- I tilbuddet skal aktøren redegøre for sine kompentencer og sandsynliggøre, at det kan lade sig gøre for at rekruttere mindst 100 iværksættere, fortæller fuldmægtig i Erhvervsstyrelsen Majken Caroline Jacobsen.
For en sum på 14,4 mio. kroner eksklusive moms skal aktøren stable iværksættermiljøet på benene i et eksisterende byggeri, som aktøren selv skal finde.
- Det er op til aktøren selv at beslutte, om de forskellige virksomheder, der skal bo i iværksætterhuset, skal betale husleje, eller om der er en del af de 14,4 mio. kroner, der skal gå til det, siger Majken Caroline Jacobsen og tilføjer, at det dog ikke er alle de omkring 100 virksomheder, der skal bo i huset -de skal bare have tilknytning til det.
De 14,4 mio. kroner skal dække alle omkostninger - herunder blandt andet lønninger, afholdelse af arrangementer og transport.
De mindst 100 virksomheder skal gennem grønne løsninger bidrage til udviklingen af bæreygtige produktionsformer blandt danske virksomheder samt flere grønne arbejdspladser i Danmark.
Mulighed for forlængelse
Erhvervsstyrelsen forventer, at projektet med det nye iværksætterhus løber frem til 31. december 2014. Dog kan der være mulighed for forlængelse én gang, hvis der på næste finanslov afsættes penge til projektet. Hvis det sker, vil kontrakten blive forlænget til udgangen af 2015. Erhvervsstyrelsen håber, at projektet vil fortsætte, når det ikke kan få offentlig støtte længere.
- Det ville da være ærgerligt, hvis et nyt grønt iværksætterhus skulle lukke igen, så vi håber på, at det vil fortsætte, når det ikke får offentlig støtte længere, siger Majken Caroline Jacobsen.