Jagt på uberettigede fradrag giver pote
Skat har siden midten af 2011 fjernet uberettigede fradrag for mere end 120 mio. kr.
På grund af misbrug af TastSelv har mere end 50 skatteydere fået karantæne mod overhovedet at kunne bevilge sig selv fradrag, mens næsten lige så mange har fået bøder for omfattende misbrug.
Indtil videre er der uddelt bøder fra 10.000 kr. og op til 70.000 kr.
I et regionalt initiativ hos Skat i Midtjylland blev der gennem to år fjernet uberettigede fradrag for henholdsvis 55 mio. kr. og 94 mio. kr., og på grund af disse resultater blev initiativet udvidet til at dække hele landet.
I det halve år, hvor projektet har været landsdækkende, har Skat fjernet uberettigede fradrag for mere end 120 mio. kr.
- Vi havde en formodning om, at det ville se slemt ud på området, men det her overstiger vores værste forventninger, siger specialkonsulent Jens Buch fra Skat.
Rejsefradrag er svært
Jens Buch oplyser, at det især er det såkaldte "rejsefradrag", der volder problemer.
Mere end halvdelen af de rettelser, Skat har foretaget, vedrører fradrag for kost og logi, også kaldet rejseudgifter. Brugen af fradraget er især udbredt blandt udenlandsk arbejdskraft, der arbejder i Danmark.
Reglerne for denne type fradrag blev strammet fra og med 2010, så fradraget nu maksimalt kan udgøre 50.000 kr. om året.
- Vi må desværre konstatere, at stramningen ikke er slået igennem i det virkelige liv, konstaterer Jens Buch.
Stor restskat
TastSelv-systemet misbruges også til at indberette fejlagtige eller helt uberettigede fradrag. Skat har derfor gjort flittigt brug af karantæneordningen i TastSelv systemet, så fradragssyndere fremover er afskåret fra at anvende TastSelv. Indtil videre er mere end 50 personer sat i karantæne.
De uberettigede fradrag overstiger i rigtig mange tilfælde 100.000 kr., og sådan en regulering af et fradrag giver også en stor restskat, hvoraf der også skal betales renter.
Herudover risikerer de værste fradragssyndere en bøde. Foreløbig er cirka 40 sager sendt til ansvarsvurdering, og der er indtil videre uddelt bøder i størrelsesordenen 10.000 - 70.000 kr.
For Skat er der tale om et særdeles lønsomt projekt.
- Vores foreløbige beregninger viser, at hver enkelt fuldtidsbeskæftiget medarbejder allerede nu har hentet et skatteprovenu på over 2,5 mio. kr., oplyser Jens Buch.
Skats projekt mod misbrug af fradrag i TastSelv kører indtil videre frem til midten af 2013.