Emballage skal fordeles i poser
Der smides alt for meget pap og papir ud på de danske byggepladser. Nu prøver ventilationsvirksomhed at gøre noget ved problemet
Den danske virksomhed Øland A/S, som leverer ventilationskanaler til byggebranchen, tager nu hånd mod ressourcespildet og lancerer et nyt emballagesystem. Systemet forventes at kunne reducere virksomhedens spild og dermed spare miljøet for cirka 64 tons årligt.
Fittings i poser
Beregninger viser, at der gennemsnitligt bliver smidt cirka 175 kilo pap, papir og plastic ud på byggepladser.
Affald som kunne undgås, hvis komponenter til byggeriet blev pakket anderledes ind, før de sendes af sted til samarbejdspartnere på byggepladserne.
Øland A/S har selv udviklet det nye bæredygtige emballagesystem, som kan genbruges igen og igen, og dermed ikke sviner. I stedet for at få leveret de forskellige fittings, bøjninger osv., som modtagerne bruger til ventilationssystemerne, i mange forskellige kasser, vil Øland A/S fremover leverer komponenter i store genanvendelige bags.
Fremtidige leverancer
De nyudviklede Øland-bags kan indeholde op til en kubikmeter fittings af gangen.
Og når Øland A/S har transporteret materiale i bagsene, tages de med retur for at blive genbrugt ved fremtidige leverancer. På den måde undgås store mængder pap og papir, som ellers ville gå til spilde og ligge og flyde på byggepladsen.
- Vi har i mange år tænkt over, at vi smed alt for meget emballage ud, og samtidig overvejet, hvordan vi kunne gøre noget ved problemet. Derfor har vi nu fået udarbejdet vores eget emballagesystem. Vi sender dagligt rigtig mange kasser og pakker af sted, som nu kan afløses af vores bæredygtige Ølands-bags, siger Johnny Øland, direktør for Øland A/S og fortsætter:
- Ud over at spare miljøet for unødvendig belastning vil de nye bags også effektivisere den daglige arbejdsgang på byggepladsen. Bagsene er udstyret med håndtag, så man nemt kan rykke rundt på indholdet, og dermed hurtigt finde de fittings man skal bruge.
Øland A/S er nogle af de første i branchen til at udvikle bæredygtig emballage. Med det nye tiltag håber virksomheden samtidig at kunne inspirere andre i branchen til at tænke kreativt og miljøbevidst på emballagefronten.