23948sdkhjf

P-anlæg er et rent kinderæg for veje

Det var en glædelig begivenhed, da den famøse betalingsring ved København faldt med et brag.

Hårdt presset af fagbevægelsen, erhvervslivet og tusindvis af borgere måtte regeringen droppe dette vanvittige forsøg på at brandbeskatte arbejdsomme danskere, der har behov for at benytte deres bil til og fra arbejdet.

Ikke desto mindre har vi behov for at finde visionære løsninger, der kan bidrage til at reducere trængslen i Københavns gader. Venstre er derfor varm fortaler for etapevis anlæggelse af en højklasset østlig ringvej/tunnel, der kan lede en stor del af trafikken helt uden om centrum. Til gavn for trafikafviklingen, miljøet og væksten i hovedstadsområdet.

I det seneste par år er der i et tæt samarbejde mellem Transportministeriet og Københavns Kommune gennemført en screening af mulige linjeføringer, hvilket har mundet ud i to hovedalternativer:

1) Gennem havneløbet (B6), og 2) Via Refshaleøen og Amager (B4).

Fælles for de to alternativer er, at de går via Nordhavn, så de betjener den nye attraktive bydel, som i de kommende år vil skyde frem i takt med Nordhavns omdannelse.

Senest har et flertal i Københavns Kommunes Økonomiudvalg besluttet, at der skal arbejdes videre med B4-linjen – en løsning til 27 mia. kroner inklusiv en forsigtighedsreserve på 50 procent. Tak for den kloge beslutning.

Nu kan vi komme videre med en detaljeret undersøgelse af det foretrukne projekt, så vi ikke fortsat bruger ressourcer på at holde flere bolde i luften.

Desuden kan der nu udarbejdes en konkret plan for finansiering, hvor man tager udgangspunkt i en OPP-løsning, så interesserede private investorer kan komme på banen med kapital.

27 mia. kroner er en stor mundfuld, men B4-løsningen kan heldigvis realiseres i fire etaper, hvoraf den første mellem Strandvænget og Refshaleøen koster 6,4 mia. kroner.

I forbindelse med det videre arbejde vil vi som noget nyt opfordre til, at man medtænker gigantiske P-anlæg i forbindelse med tunnelen ved Nordhavn, hvor metroafgreningen skal ende, samt på Amager, hvor ringvejen krydser metroen til lufthavnen.

Sådanne P-anlæg vil givetvis kunne yde et markant bidrag til projektets samlede økonomi. Desuden vil det give os optimale park & ride-anlæg, idet man kan komme kørende i bilen og nemt skifte over til metroen og komme hurtigt ind i centrum.

Sidst men ikke mindst vil en sådan løsning betyde langt flere passagerer i metroen og dermed styrke metroens økonomi.

Altså et sandt kinderæg med hele tre åbenlyse fordele på én gang. Nu drejer det sig om, at alle gode kræfter samles om at holde dampen oppe på det visionære projekt med en østlig ringvej/tunnel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11